Barndomsvennerne Dolberg og Skov: ’Unikt at vi begge er på landsholdet’

Kasper Dolberg og Robert Skov har spillet fodbold med hinanden, siden de var små. I går startede de begge inde for landsholdet.

Kasper Dolberg (tv.) og Robert Skov (th.) har spillet sammen, siden de var små i Silkeborg IF. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Nogle steder er det mere mindeværdigt at blive genforenet med sin barndomsven end andre. Fodboldlandsholdet er for eksempel ret højt på listen.

Derfor lægger Robert Skov og Kasper Dolberg da heller ikke skjul på, at det var en stor oplevelse, at de begge startede på banen, da landsholdet i aftes slog Georgien med 5-1.

- Jeg tænkte også over det et par gange i løbet af kampen, hvor vi fik øjenkontakt. Jeg har ikke spillet på landsholdet før med én, jeg har spillet med, siden jeg var lille. Det var meget specielt, sagde den dobbelte målscorer Kasper Dolberg efter kampen.

21-årige Dolberg og 23-årige Skov spillede sammen i ungdomsårene i Silkeborg IF. I dag er de på lønningslisten i henholdsvis Ajax Amsterdam og FC København.

- Det er unikt. Jeg tror ikke, der er nogen, der havde regnet med, at vi skulle starte inde. Vi nyder det og synes begge, at det er fedt, at vi er en del af landsholdet, siger Robert Skov.

EM-kvalifikationskampen mod Georgien var første gang, at Robert Skov startede på banen for landsholdet, mens det for Kasper Dolbergs vedkommende også blot var tredje gang, at han var med fra start.

Facebook
Twitter