Bekymret Hareide: Konflikt ville være en katastrofe

DBU og herrelandsholdet har travlt med at få indgået en ny landsholdaftale inden holdets kampe i september.

Herrelandsholdet er i gang med at forhandle en ny aftale med DBU: (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Hvis det skulle ske, ville det være en katastrofe for dansk fodbold.

Så hård og kontant lyder meldingen fra den danske landstræner Åge Hareide.

Katastrofen, som nordmanden taler om, bliver en realitet, hvis de forestående forhandlinger om en ny landsholdsaftale mellem herrelandsholdet og DBU ender i en konflikt.

Der skal indgås en ny aftale for herrelandsholdet inden landsholdets kampe i september, og DBU arbejder hårdt for at undgå en konflikt som kvindernes sidste år.

Dansk fodbold røg ind i et værre stormvejr sidste efterår, da DBU og Spillerforeningen forhandlede om en ny aftale for kvindelandsholdet. Det hele endte med en bøde til DBU og et skrivebordsnederlag til Sverige for kvindelandsholdet.

Nu sidder parterne så igen overfor hinanden i mødelokalet, og denne gang gælder det herrelandsholdets aftale.

- Det ville være en katastrofe for dansk fodbold, fordi det ville ikke bare ramme A-landsholdet, men alle vores hold i DBU. Det håber jeg ikke sker og jeg må bare arbejde som om det ikke sker, siger Åge Hareide.

Derfor arbejdes der intenst på at nå til enighed, fortæller DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer, der håber, at det ikke kommer til endnu en konflikt i dansk fodbold.

-Vi er i konstante forhandlinger med Spillerforeningen. Vi forhandler og har gjort det siden nytår. Vi arbejder nu på højtryk for at få en løsning og en aftale inden de herrelandskampe, der kommer om 14 dage, siger Jakob Høyer til DR.

-Vi knokler for at få en eller anden for form for aftale eller løsning på plads, så vi kan spille de to kampe. Det er i begge parters interesse, og jeg har stor tiltro til, at det bør kunne lykkes.

Ingen interesse i ballade

Konflikten med kvindelandsholdet sidste år endte med at være meget skadelig for dansk fodbold, og med herrelandsholdet kan en potentiel konflikt have endnu værre konsekvenser. Det vil man for alt i verden undgå.

-Der ikke nogen, der har interesse i al den ballade, vi ind imellem har oplevet omkring landsholdsforhandlinger de senere år. Jeg håber, at både vi i DBU og Spillerforeningen vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at undgå virak og få en løsning, som alle kan leve med, siger Jakob Høyer.

DBU sigter efter at nå til enighed med Spillerforeningen i tide til, at man kan få godkendt en endelig aftale, inden herrelandsholdet samles for første gang siden VM i fodbold.

-Vi holder møder både til hverdag og i weekender, og så håber vi, der er en afklaring i god tid, inden herrelandsholdet skal møde ind mandag den 3. september til venskabskampen mod Slovakiet og den vigtige Nations League-kamp hjemme mod Wales.

Hvad er god tid?

-Det er i tide til, at begge parter kan få tingene godkendt i deres respektive bagland. Både Spillerforeningen og DBU har en bestyrelse eller et spillerråd, som skal nå at drøfte, hvad vi nu bliver enige om. Så der skal selvfølgelig være tid til grundighed. Det har vi prøvet før, og det skal vi også kunne finde ud af denne gang, siger Jakob Høyer.

Imens står landstræner Åge Hareide uden mulighed for at gøre hverken fra eller til.

- Jeg kan intet gøre. Jeg må jo have spillerne med mig, og DBU er min arbejdsgiver, så jeg må stå midt imellem og lade være med at forholde mig til det, men må bare følge med og se, hvad der sker, siger Hareide.

DR Sporten har rettet henvendelse til Spillerforeningens direktør Mads Øland, men han er endnu ikke vendt tilbage.

Facebook
Twitter