Bendtner: Drømmen om landsholdet var død

Nicklas Bendtner mistede lysten til fodbold, men stiler nu efter at dele den specielle VM-oplevelse med sine landsholdsvenner.

Nicklas Bendtner er tilbage. Også på det danske landshold. Angriberen havde ellers mistet lysten til fodbold. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

- Det største minde for mig var nok at få scoret.

Nicklas Bendtner er én af de få spillere på det danske landshold, der har prøvet at deltage i den største sportsbegivenhed i verden, VM i fodbold.

Den lange angriber var med ved VM i Sydafrika i 2010, hvor Danmark efter et 2-0-nederlag i åbningskampen mod Holland vandt 2-1 over Cameroun.

- Det var et af mine mål, da jeg tog derned, at jeg gerne ville score til et VM. Det blev lidt en svær slutrunde for mig, da jeg døjede meget med skader op til, men stemningsmæssigt og hvor meget, det betød for folk og de forskellige lande, det gjorde, at det bare blev rigtig, rigtig stort, siger Nicklas Bendtner, der havde sidste fod på ved udligningen til 1-1 mod Cameroun, der kom i stand via en vidunderlig diagonalbold fra Simon Kjær til Dennis Rommedahl, der fra kanten spillede bolden fladt ind i feltet, hvor Bendtner prikkede bolden i kassen ved bagerste stolpe.

Nicklas Bendtner krammer Dennis Rommedahl efter scoringen til 1-1 mod Cameroun ved VM i 2010. I baggrunden anes den nuværende assistenttræner på landsholdet, Jon Dahl Tomasson. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Simon Kjær er som landsholdskaptajn selvskrevet til sommerens VM-slutrunde i Rusland, Dennis Rommedahl er for længst stoppet på landsholdet, mens der er mange i den øvrige landsholdstrup, der aldrig har stået i en VM-slutrunde tidligere.

- Det er svært at beskrive for folk, der ikke har prøvet det før, for selvom der er mange her på landsholdet, der har prøvet at spille på store stadions med fyldte tribuner rundt omkring i Europa, så er det at være til et VM bare anderledes, fordi der er så stor bevågenhed. Det er rigtig, rigtig stort og noget, det er meget specielt at være med til som fodboldspiller. Det er noget, man som fodboldspiller bare gerne vil opleve, siger Nicklas Bendtner, der ikke kan vide sig sikker på en VM-billet, men dog er langt mere tæt på nu, end da arbejdsgiveren hed Nottingham Forest og ikke Rosenborg.

Kan igen gøre en forskel

Amagerkanerens turbulente karriere ramte et nulpunkt efter skiftet til Nottingham Forest i 2016. Angriberen blev så godt som smidt ud af tyske Wolfsburg og mistede i de år nærmest lysten til fodbold.

Tankerne om landsholdsfodbold og deltagelse i en eventuel slutrunde var dengang ikke bare langt væk, de var pakket helt ned.

- Dengang var der ikke så mange ting i fodbold, der trak i mig. Det var egentlig først, da jeg kom til Rosenborg, at jeg fik følelsen af, at jeg stadig havde noget at gøre og sige i den her sport. Det gjorde, at jeg igen begyndte at se muligheder for et eventuelt landsholdscomeback, et mesterskab, en topscorertitel. Alle de der ting, jeg ønskede, til det rent faktisk skete. Det har betydet utroligt meget for mig, siger Nicklas Bendtner, der efter to år ude i landsholdskulden fik comeback i Danmarks 4-0-sejr over Polen i september sidste år.

Nicklas Bendtner har rykket sig enormt siden skiftet fra Nottingham Forest, hvor angriberen ikke nød at gå på arbejde. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

- Lige så snart jeg var med igen og mødte drengene igen – og jeg har mange gode venner på holdet, som jeg har snakket med hele vejen igennem også – så fik jeg en helt speciel følelse. Det var med til at gøre, at jeg kunne stile mod også at komme med til VM, siger Nicklas Bendtner.

Danmark møder torsdag Panama på Brøndby Stadion, mens Chile kommer på besøg i Aalborg tirsdag. Begge kampe spilles klokken 20:00 og kan ses på Kanal 5, mens man naturligvis også kan følge med i radioens P3 og live i tekst her på dr.dk/sporten.