Bendtner: I gør mig til psykopat

Pressen tegner et helt forkert billede af Nicklas Bendtner, mener landsholdsangriberen selv.

Nicklas Bendtner er træt af at blive fremstillet som festglad psykopat i medierne. (© Scanpix)

Nicklas Bendtner har det med at havne i avisernes overskrifter i både ind- og udland – ofte af grunde, der ikke har meget med fodbold at gøre. Det huer ikke landsholdsangriberen, der til sommer skal finde sig en ny klub, da han er blevet til overs i Arsenal.

- Jeg har eksempelvis snakket med klubber, der siger, at de har hørt den, den og den historie om mig. Så må jeg fortælle dem, at ingen af dem passer. Af alt det, jeg bliver sat i forbindelse med, har jeg kun gjort én ting forkert, siger Nicklas Bendtner med henvisning til sidste års dom for spritkørsel i et stort interview med Jyllands-Posten.

- Alligevel er jeg stille og roligt blevet gjort til, at folk tror, at jeg er psykopat, siger Nicklas Bendtner til Jyllands-Posten.

26 -årige Nicklas Bendtner har endnu ikke fundet en ny klub, men fortæller, at det ikke nødvendigvis behøver at blive en absolut topklub.

- Jeg taler med rimeligt store klubber, men jeg vil ikke tage til en kæmpe klub og gennemgå det samme som nu, blot fordi jeg får en god løn. Det gider jeg ikke.

Nicklas Bendtner har spillet 57 landskampe for Danmark og scoret 24 mål. Onsdag aften starter han med al sandsynlighed inde, når Morten Olsens tropper spiller venskabskamp mod England på Wembley.

 

Facebook
Twitter