Bendtner rørt af modtagelsen: Sjældent jeg mærker noget

Jubelbrølet fra Parken da Nicklas Bendtner kom på banen, rører den danske angriber.

De danske fodboldlandshold leverede et festfyrværkeri, som ikke er set i årevis, da man fredag aften smadrede Polen med hele 4-0 i VM-kvalifikationen. Midt i festen blev der også plads til et gensyn med Nicklas Bendtner, der blev skiftet ind to års fravær fra landsholdet.

- Fantastisk kamp. Alt, hvad vi havde aftalt på forhånd, lykkedes, og vi får scoret fire gode mål. Standardsituationer og åbent spil. Jeg kan selvfølgelig heller ikke komme uden om den modtagelse, jeg får, da jeg kommer ind. Den er meget berørende. Det var fantastisk. Det er meget sjældent, jeg mærker noget som helst i kroppen, men jeg fik et sus, da jeg løb ind på banen, siger Nicklas Bendtner til DR.

- Som jeg har fortalt før, har jeg været på en lang rejse, hvor der er sket en masse forskellige ting. At komme tilbage og spille i Parken foran de danske fans, som betyder sindssygt meget og altid har gjort det, siden jeg var 18 år, kunne ikke have været mere perfekt for mig, siger han.

Jeg har kvaliteterne

Angriberne Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius var valgt til startopstillingen, og de scorede begge. Men Nicklas Bendtner har ikke opgivet at tilspille sig en plads som starter igen.

- Der er jo ikke nogen tvivl om, at jeg har kvaliteterne til at spille her igen. Det har jeg bevist over den seneste periode, hvor jeg ellers har været langt væk fra landsholdet og langt væk fra at være et landsholdsemne overhovedet. I dag (i går, red.) spiller vores angribere godt og scorer begge to, så det er jo godt for os, og jeg er glad.

- Det er to gode venner, så når de gør det godt, gør det også mig glad. Men man vil altid gerne selv spille, jeg vil også gerne spille alle kampe, og det kommer ikke til at ændre sig, men hvis du ikke får chancen fra start, får du også svært ved at vise dig frem. Nu må vi se mod Armenien, om situationen er anderledes. Jeg kom her med ét mål, og det var, at vi fik seks point. Det kommer ikke til at ændre sig, uanset hvem der spiller, siger Nicklas Bendtner.

Danmarks drøm om en plads ved VM næste sommer lever med sejren pludselig igen. Mandag gælder det Armenien på udebane i Jerevan. Kampen spilles klokken 18.00 og vises på Kanal 5.

Facebook
Twitter