Bendtner vred om på foden

Nicklas Bendtner udgik af dagens træning i Helsingør efter at være vredet om på foden. Han blev også dopingtestet sammen med tre holdkammerater.

Nicklas Bendtner (th) blev skadet i foden under dagens træning. Til venstre er det Simon Poulsen og Christian Eriksen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Nicklas Bendtner vred om på venstre fod og udgik af dagens træning i Helsingør. Arsenal-spilleren, der er Morten Olsens foreløbig eneste angriber i EM-truppen, humpede fra banen og fik is på foden.

Landsholdslæge Mogens Kreutzfeldt ville efterfølgende ikke kommentere sagen. Men ifølge DR Sportens udsendte så Bendtner ud til at have det okay, da træningsseancen sluttede. 

Også Niki Zimling udgik af træningen i utide. Han fik et trælår. Desuden blev Lasse Schöne ramt af en skade i lænden.

Der var dog også flere irritationsmomenter i den danske EM-lejr i formiddags. Dopingkontrollen kiggede forbi, og det brød i hvert fald Daniel Agger sig tydeligvis ikke om.

Liverpool-backen var en af fire danskere, der blev dopingtestet. De øvrige var Nicklas Bendtner, Christian Eriksen og William Kvist.

Facebook
Twitter