Boblere har tre dage til at vise EM-form

Anders Lindegaard og Nicklas Pedersen skal de kommende dage demonstrere, at de er i form til en EM-billet.

Anders Lindegaard får tre dage til at bevise, at han er værdig til en plads i EM-truppen. (Foto: Jim Rogash © Scanpix)

Anders Lindegaard og Nicklas Pedersen var ikke blandt de 20 spillere, der onsdag fik udstedet en billet til EM-slutrunden i Ukraine og Polen.

Manchester United-målmanden og Groningen-angriberen må foreløbig nøjes med en invitation til tre træningsdage i Helsingør, hvor de får mulighed for at spille sig til en af de tre ledige pladser i Morten Olsens 23-mandstrup.

De er altså til eksamen, men ikke på deres fodboldkunnen, understreger landstræneren forud for torsdagens første træningsdag med EM-truppen.

- Deres kvaliteter kender vi, og hvis ikke vi mente, at de var tilstrækkelige, så stod de ikke her.

- Det handler om, at vi skal have testet deres fitness. Anders Lindegaard har ikke spillet for Uniteds førstehold siden januar, og Nicklas Pedersen er først lige vendt tilbage til startopstillingen i Groningen igen, siger Olsen.

Han erkender, at tre træningsdage ikke er ret lang tid til at danne sig et grundigt indtryk af kandidaternes EM-form, men sådan må det være.

- Så stram som den internationale kalender efterhånden er blevet, er vi glade for, at vi trods alt har mulighed for at træne et par dage her allerede nu.

- Det er bedre end ingenting. Alternativet havde jo været, at vi skulle udtage de sidste spillere uden at have mulighed for at følge dem til træning, siger Olsen.

Ud over Lindegaard og Pedersen deltager også forsvarsspilleren Jannik Vestergaard fra Hoffenheim i denne uges landsholdssamling.

Der er dog ikke umiddelbart lagt op til, at han skal have en af de tre ledige pladser, som der formentlig bliver sat navne på, når Superligaen slutter i næste uge.

/ritzau/

Facebook
Twitter