Braithwaite åbnede EM-festen i Dublin: En sindssyg følelse

Martin Braithwaite scorede for Danmark, da billetten til EM næste sommer kom i hus.

Martin Braithwaite sætter bolden i kassen efter et fornemt oplæg fra Henrik Dalsgaard. (Foto: LORRAINE O'SULLIVAN © Scanpix)

Danmark er klar til EM næste sommer på hjemmebane, efter at det mandag blev 1-1 på udebane mod Irland.

Martin Braithwaite blev den store helt i Dublin, da han efter 73 minutter bragte Danmark foran.

- Det er en helt sindssyg følelse at spille Danmark til et EM og så på hjemmebane. Det skal vi være meget taknemmelige over, at vi får den oplevelse, siger Martin Braithwaite til Kanal 5.

Det var en kamp med meget få chancer til Danmark, men Braithwaite udnyttede en af de få, da han dirigerede bolden ind med tåen efter Henrik Dalsgaards indlæg fra højre.

  • Martin Braithwaite var på pletten for anden landskamp i træk. (Foto: LORRAINE O'SULLIVAN © Scanpix)
  • Med 1-1 er Danmark klar til at spille EM på hjemmebane næste sommer. (Foto: David Klein © Scanpix)
1 / 2

- Timingen var perfekt, siger han om situationen.

Med hans mål lignede det en sikker EM-billet til Danmark, der kunne nøjes med uafgjort, men fem minutter før tid udlignede Irland, og hjemmeholdet pressede intenst for sejrsmålet i de sidste minutter.

- Jeg tænkte ikke så meget. Jeg var rolig og stolede på mit hold. Nu er der eufori, og alle er glade, lyder det fra angriberen.

/ritzau/