Britiske corona-regler sætter svingdør i gang på landsholdet: Ni nye spillere udtaget

Corona-situationen har fået uventede konsekvenser for herrelandsholdet, der nu har udtaget ni nye spillere.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Britiske myndigheders coronakarantæneregler tvinger landstræner Kasper Hjulmand til at udtage ni nye spillere til onsdagens testkamp mod Sverige.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Ingen af spillerne fra engelske klubber, der oprindeligt var udtaget, forventes at kunne spille kampen mod Sverige.

Det drejer sig om Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Pierre-Emile Højbjerg.

Det er coronasituationen, der har skabt problemerne.

Fredag aften meldte den engelske regering ud, at der som følge af den særlige situation med en ny variant af coronavirus i syv kommuner i Nordjylland vil være karantæne for alle indrejsende fra Danmark.

Den beslutning har konsekvenser for de danske landsholdsspillere, der spiller i de engelske klubber og dermed risikerer indrejseforbud og karantæne, hvis de rejser tilbage til Danmark.

Oprindeligt var Lukas Lerager en af de ni spillere, der blev udtaget på efterbevilling, men søndag kom han galt afsted i Genoas kamp. I stedet er Erik Sviatchenko udtaget.

Frustrerende situation

DBU har de seneste dage været i dialog med Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, Det Engelske Fodboldforbund, FA, og engelske myndigheder for at få afklaret, om de danske landsholdsspillere kunne være undtaget det nye indrejseforbud.

Det har været umuligt at få bekræftet, fortæller DBU-direktør Jakob Jensen, der finder situationen "frustrerende".

- Vi oplever de engelske myndigheders beslutning som for voldsom og vidtgående, da hele setuppet omkring landsholdet netop minimerer en eventuel risiko.

- Vi arbejder kraftigt for og håber, at situationen bliver løst så hurtigt som muligt, så vi kan stille med vores stærkeste landshold i de resterende kampe, siger DBU-direktøren.

Den Champions League-aktuelle FC Midtjylland-spiller Anders Dreyer (til højre) er én af de spillere, der er blevet efterudtaget. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hjulmand har set sig nødsaget til at udtage en række ekstra spillere til testkampen mod Sverige.

- Vi stiller altid med vores stærkest mulige landshold.

- Hvis ikke situationen bliver løst, glæder vi os til at se andre gode spillere i aktion i testkampen mod Sverige på onsdag, som vi lige meget hvad der sker, glæder os til at spille og forsøge vinde.

- Det er altafgørende, at vi kan stille med vores absolut stærkeste landshold i de afgørende Nations League-kampe mod Island og Belgien, siger Hjulmand.

Danmark er dog ikke den eneste nation, der bliver ramt af rejserestriktionerne. Sverige må også undvære flere spillere. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

De svenske spillere, der misser Danmark-kampen er Victor Lindelöf, Robin Olsen, Emil Krafth, Ken Sema og Filip Helander.

Sveriges landstræner, Janne Andersson, kommer heller ikke til kampen. Han er i karantæne, da en nær kontakt til ham er blevet testet positiv for coronavirus. I fraværet af landstræneren bliver det assistenttræner Peter Wettergren, der skal stå forrest på den svenske sidelinje mod Danmark.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter