Christian Poulsen er tilbage på landsholdet: 'Han spiste en forvandlingskugle, og så slog det klik'

I Christian Poulsens aktive fodboldkarriere kunne vinderviljen slå klik. Nu skal den løfte Danmarks landshold, hvor den tidligere midtbanespiller er assistenttræner.

Christian Poulsen debuterede som assistenttræner i 4-0-sejren over Moldova. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)

Han har været der mange gange før, på træningsanlægget i Helsingør. Men Christian Poulsen skulle alligevel minde sig selv om smutvejen dertil, da han mødte ind på sit nye arbejde i sidste uge.

Knap ti år efter sin sidste landskamp i 2012 er den nu 41-årige tidligere midtbaneprofil nemlig tilbage på det danske landshold, som er i gang med kvalifikationen forud for VM i Qatar i 2022.

Christian Poulsen var fast mand for Danmark i mere end et årti, og lørdag debuterede han som assistenttræner for Kasper Hjulmand i 4-0-sejren mod Moldova.

- Det er fedt og lidt nostalgisk at være tilbage. De sidste to år har jeg været i et trænerteam i Ajax, hvor vi på skift snakkede hollandsk og engelsk. Det gik godt, men det her med at snakke sit eget sprog og forstå humoren er fedt, siger Christian Poulsen, der selv spillede 92 kampe for Danmark.

I sin aktive karriere var han forbi klubber som FC København, Schalke 04, Sevilla, Juventus og Ajax, inden han sluttede tilbage i Danmark ved FCK i 2015. Spillestilen var langt fra lige så afdæmpet, som hans nuværende kropsprog.

  • Italiens Francesco Totti spyttede Christian Poulsen i hovedet under Danmarks første gruppekamp ved EM i 2004. (Foto: Niels Westh/DR © Scanpix)
  • Christian Poulsen var også i stand til at bevare fatningen i tilspidsede situationer. Her desarmerer han en hidsig Gennaro Gattuso tilbage i 2005, da Schalke 04 tabte 2-3 til AC Milan i Champions League. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix Danmark)
  • Ved stillingen 3-3 mod Sverige begik Christian Poulsen straffespark og blev udvist for at slå Markus Rosenberg i maven. Kort efter løb en tilskuer løber på banen i en kamp, som Danmark blev taberdømt 0-3. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
1 / 3

Typen, der gik til stålet

Som spiller har han prøvet mere end de fleste. Han spillede for syv forskellige klubber i verdens største ligaer. Men det er også svært at sige Christian Poulsens navn uden at tænke på midtbanespillerens iltre temperament. Han tirrede modstanderne og gik indimellem over grænsen, som da han blev smidt ud af en landskamp i 2007 mod Sverige, da han slog Markus Rosenberg i maven.

Landsholdsspiller Andreas Cornelius, der spillede sammen med Christian Poulsen i FCK, husker ham som typen, der gik til stålet.

- Han er stille og rolig og en lidt følsom gut, men når kampen startede, spiste han en forvandlingskugle, og så slog det klik for ham. Han blev benhård. Jeg husker ham også for en lidt uheldig situation, hvor han hakkede Emiliano Marcondes fra FC Nordsjælland ned og fik rødt kort. Men den har jeg taget med ham, og han har undskyldt, siger angriberen og griner.

- Ej, jeg husker ham også, som en rigtig god spiller, der var vigtig og kunne lidt af det hele. Men især det her med, at han gik til stålet. Hans energi og vindermentalitet skinner igennem.

Christian Poulsen kan sagtens huske kampsituationerne, hvor han var overtændt. Men der var også mange gange, hvor han mentalt var i balance og udviste overskud. For eksempel håndterede han en hidsig Gennaro Gattuso med ophøjet ro, da danskeren og Schalke 04 mødte AC Milan i Champions League. Han har lært, at alle er forskellige i en gruppe.

- Jeg nævnte for de unge spillere, at hvis de har set billeder af mig på banen, så er jeg en anden type uden for banen, siger han og smiler skævt.

- Vi har forskellige måder at forberede os mentalt. Min opfordring til spillerne er, at de skal turde være sig selv. Det er også en læring. De skal ikke prøve at blive mig, men blive klogere på dem selv.

Færdig med fodbold

Han forlod en lignende rolle i hollandske Ajax, og selvom den hollandske klub gerne havde beholdt ham, virkede Danmark som det rette valg for den 41-årige træner fra Asnæs.

- Det var det, dels fordi det var spændende at være med omkring landsholdet på det højeste niveau. Dels, fordi det passer også godt i forhold til min familie lige nu. Jeg kan lære en masse ting, men også bidrage med noget efter mine to år i Ajax, understreger han.

Det lå ikke i kortene, at han ville gå trænervejen. Christian Poulsen glædede sig til at få sine weekender igen, selv at kunne bestemme over sin tid.

Derfor var han i udgangspunktet indtillet på, at han var færdig med at arbejde i fodboldverdenen, da han indstillede sin karriere og begyndte i stedet at studere. Men han begyndte også på nogle trænerkurser, og i 2018 blev han tilbudt et praktikforløb ved Ajax.

- Jeg havde holdt kontakten med Marc Overmars (sportsdirektør i Ajax, red.), der tilbød mig en mulighed for at se, hvordan klubben arbejdede. På baggrund af det fik jeg mere lyst til det, og de tilbød mig et fuldtidsjob. Det var to år på et højt niveau i Ajax med en dygtig træner, som har mange ligheder med Kasper Hjulmand, forklarer Christian Poulsen.

Christian Poulsen instruerer landsholdsspillerne på anlægget i Helsingør. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

Christian Poulsen er blevet en del af Kasper Hjulmands stab, der også tæller Morten Wieghorst og Ismael López. Han skal endnu bruge lidt tid på at finde sin rolle i teamet, men assistenttræneren vurderer, at hans styrker ligger i det analytiske arbejde.

- Jeg synes selv, at jeg er ret god til at læse og se spillet. I Ajax sad jeg meget med analyser af modstanderen samt vores eget spil, og hvordan vi kunne lave forbedringer. Jeg har arbejdet meget med forberedelser af taktikmødet med en analytiker, så jeg har et godt blik for at se spillet.

Der er dog umiddelbart ikke en cheftræner gemt i maven på Christian Poulsen. Den slags skal bygges op over længere tid, fastslår han.

- Det kommer ikke bare af to år i Ajax. Det kræver mere erfaring og bliver bygget langsomt på. Jeg er meget opmærksom på, at jeg bliver en del af et hold, som fungerer godt og har stor succes. Jeg går meget ydmyg til opgaven, men håber også, at jeg kan præge tingene og være et lille bidrag til, at vi får endnu mere succes.

Facebook
Twitter