Cornelius vs. Jørgensen: Jeg er mere målfarlig end ham

Venner privat, konkurrenter på landsholdet. DR har mødt de mål-glødende angribere Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen.

De to tidligere holdkammerater i FCK, Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius. Nu konkurrenter på landsholdet. (Foto: Bjarke Bo Olsen © Scanpix)

De glæder sig over hinandens succes, de er trods alt venner, og i mange år holdkammerater hos FCK.

Nu er Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen konkurrenter på landsholdet, hvor de begge er i spil som angribere hos Åge Hareide, efter at de begge er mål-glødende på deres respektive klubhold.

- Det er ikke sådan, jeg ikke håber, at Nicolai ikke gør det godt her på landsholdet, jeg håber bare, at jeg selv gør det bedre, siger Andreas Cornelius om angriber-konkurrencen.

- Jo, jeg kan da godt lide Andreas, men selvfølgelig håber jeg at jeg spiller, siger Nicolai Jørgensen.

Minder om hinanden

Begge udsagn leveres med et smil. For de er naturligvis venner og følger med i hinandens karrierer, der i øvrigt på mange måder minder om hinanden.

Begge drog de til udlandet som 20-årige, og begge vendte hjem til FCK efter mislykkede ophold, for Jørgensens vedkommende i Leverkusen og Kaiserslautern og for Cornelius vedkommende i Cardiff.

Jørgensen fik en permanent aftale med FCK i september 2012, og i samme måned samme år fik en ung Cornelius forlænget sin kontrakt med FCK. Her har de i øvrigt spillet næsten samme antal kampe og scoret det samme antal mål.

Nu kæmper de to venner om den ene af de to angrebspositioner til kampen mod Polen, og mens Jørgensen må siges at være i spidsen til den tjans, giver Cornelius sig ikke så let.

DR har stillet de to spillere nogle spørgsmål om hinanden

Andreas Cornelius

(Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvordan har du det med Nicolai Jørgensens succes i Feyenoord?

- Jeg synes, det er fedt, det er dejligt for ham. Jeg kender ham rigtigt godt, og vi har kendt hinanden i mange år. Jeg håber altid, det går godt for ham, og jeg er bare glad for, at det går godt for en af mine venner.

Hvordan har du det med at være i konkurrence med ham her på landsholdet?

- Det er vi vant til. Vi var også konkurrenter i FCK, selv om vi også var gode venner der. Sådan er det i fodbold. Man er venner, men man er også konkurrenter, og det kommer an på hvordan man håndterer de ting.

- Jeg tager det egentlig stille og roligt og forsøger ar adskille tingene. Jeg fokuserer på mig selv, og hvis han spiller i stedet for mig, så skal jeg selv blive bedre. Det er ikke sådan, jeg ikke håber, at han ikke gør det godt her på landsholdet, jeg håber bare, at jeg selv gør det bedre

Hvem er mest målfarlig af jer to?

- Det er jeg.

Hvem er bedst på hovedet?

- Det er jeg.

Hvad synes du om Nicolai Jørgensens musiksmag?

- Jamen, det er er jo sådan noget dansktop og gamle hits. Han kan ikke lide nyt musik, det er mere sådan noget, man kan synge med på, og så skal det helst være dansk.

Hvor sjov er Nicolai?

- Han er en god humørspreder, der sørger for, at der altid er liv og glade dage i omklædningsrummet. Han er god til den humor, der er i omklædningsrummet, hvor man får lidt god stemning og lir. Han er god at have i et omklædningsrum.

Hvem er bedst til 'Fifa'?

- Jeg har ikke spillet imod han, så det ved jeg ikke.

Hvad synes du om hans stil mht. biler og tøj?

- Jerg tror, at vi er lidt ens på det med biler. Vi kan begge to godt kan lide biler. Han har haft fede biler, da han spillede i Tyskland og også en fed bil i Danmark, og nu har han også et par fede biler i Holland. Og jeg havde også et par fede biler i England og noget ok at køre i herhjemme. Så det går vi lige meget op i.

- Med hensyn til tøj går vi lidt i det samme.

Du har spillet 142 kampe for FCK og scoret 49 mål. Nicolai har scoret 51 mål. Den slår du vel snart?

- Det når jeg inden for et par uger.

Nicolai Jørgensen

(Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Hvordan har du det med Andreas Cornelius’ succes for FCK?

- Jeg har set næsten alle deres kampe på nær to, fordi jeg selv har spillet. Jeg er super glad for det. Der er ikke noget, der kan gøre mig mere glad, at han gør det godt, specielt fordi det også går godt for holdet. Det varmer virkelig mit hjerte.

- Jeg er mega-glad for at se, at Andreas har nået et højere niveau, end da han kom op i ligaen til at starte med.

Hvordan har du det med at være i konkurrence med ham her på landsholdet?

- Det er ikke noget, man tænker over. Det er bare om at gøre sit bedste begge to. Jo, jeg kan da godt lide Andreas, men selvfølgelig håber jeg, at jeg spiller.

Hvem er mest målfarlig af jer to?

- Det er jeg helt klart.

Hvem er bedst på hoved?

- Det er Andreas. Det må jeg ærligt indrømme. Men det er så også det eneste, han kan.

Hvad synes du om hans musiksmag?

- Jeg kender den faktisk ikke. Jeg har aldrig hørt den. Det har altid være mig, der stod for musikken i FCK. Jeg vil gætte på, at han har sagt, at min smag er lidt spøjs.

Hvor sjov er Andreas?

- Han er altid sjov og glad. Men han er ikke den, der underholder i et omklædningsrum ligesom en Lars Jacobsen. Men han er altid hyggelig at være omkring, for det er sjældent, at han er sur. Men man kan ikke sige noget dårligt omkring det.

Hvem er bedst til 'Fifa'?

- En gang for mange år siden var jeg hjemme hos ham og spille Fifa. Men jeg kan ikke huske, hvad den blev, og ellers spiller jeg det aldrig.

Hvad synes du om hans stil mht. biler og tøj?

- Andreas har god smag, for han kan jo lide meget af det, jeg også kan lide. Tøjmæssigt er vi lidt forskellige. Han er fra Ballerup, jeg er fra Amager, så... nej vent, vi burde jo egentlig gå i det samme. Men dér er vi lidt forskellige, men altså det er ikke en stil, jeg kan kritisere, selv om jeg ville ønske, jeg kunne.

Du har spillet 137 kampe for FCK og scoret 51 mål. Andreas har scoret 49. Tror du, han slår dit antal?

- Det, må man da godt nok håbe, sker snart.

Facebook
Twitter