Daniel ville gøre Wass som helst for at komme hjem til Vestegnen

Landsholdsspilleren Daniel Wass er tilbage i Brøndby efter 11 år i udlandet.

Daniel Wass har fredag underskrevet en treårig kontrakt med Brøndby, som han forlod i 2011. (Foto: POULSEN LARS)

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og et nært forestående VM lærer fodboldspillere at søge spilletid.

Daniel Wass, hjemmedyrket sukkerfod fra Vestegnen, har afsluttet sit udlandseventyr for at returnere til Brøndby.

225 kampe i den bedste spanske række nåede den offensivt indstillede back, der siden 2015 har været på lønningslisten i Celta Vigo, Valencia og Atlético Madrid.

Blot fire kampe fra at overgå en vis Michael Laudrup, der med med al sandsynlighed kommer til at sidde på kamprekorden for en dansker i Spanien en del år endnu.

Så hvad er det sportslige plus ved at klippe snoren til udlandet, hvor lønningerne og udfordringerne er større end i den danske Superliga?

For Daniel Wass selv er der ikke meget at rafle om.

- Min familie og jeg har denne sommer haft et stort ønske om at vende tilbage til Danmark, og for mig er der kun én klub i Danmark, som jeg kan se mig selv spille for, og det er selvfølgelig Brøndby IF.

- Jeg har stadig meget at give af og føler, at jeg kan bidrage på banen og udenfor banen. Nu er alt fokus på at komme godt i gang med træningen og blive en del af truppen, siger han til Brøndbys hjemmeside.

VM i horisonten

For DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul er det dog, med al sandsynlighed, ikke blot drømmene om at hjælpe sin gamle klub, der tæller for den nyslåede Brøndby-spiller.

For man skal ikke glemme, at der i november og december er placeret et "mindre arrangement" i Qatar, som Daniel Wass gerne vil deltage i.

- Der er noget landsholdstaktisk inde over det. Han kunne i hvert fald ikke være sikker på, at Atlético Madrid ville give ham nok minutter i benene frem mod VM. Det er vigtigt for Kasper Hjulmand, at spillerne, som møder op i landsholdslejren inden VM, er klar.

  • Daniel Wass lukkede sin korte karriere i Atlético Madrid med en træningskamp mod Cadíz, hvor han noterede sig for et forrygende mål i sidste uge. (Foto: Roman Rios © Ritzau Scanpix)
  • Landstræner Kasper Hjulmand var tidligere på året skarp i tonen, når det kom til spilletid. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)
1 / 2

- Det er nok også en realistisk vurdering af, at han på det her tidspunkt i karrieren ikke kommer til at eksplodere i niveau ved at spille for Atlético Madrid. Han vil sagtens kunne spille et halvt år i Superligaen og så have det niveau, der skal til for at spille VM, siger Andreas Kraul.

Flere skal nå at skifte

Tilbage i maj var den danske landstræner Kasper Hjulmand da heller ikke sen til at sende en opfordring til sine spillere på udenlandske adresser.

Hvis man vil med i flyet mod Qatar, så skal der klokkes timer i klubben. Spilletid er altafgørende.

- Der er ingen facitliste på antal kampe eller minutter, men man skal have spillet i efteråret, og det er en skærpet ting med spilletid og rytme, når vi nærmer os VM, lød det fra Kasper Hjulmand til TV 2 Sport.

En kammeratlig opfordring til de værdigt trængende danskere, og Daniel Wass bliver næppe den sidste landsholdsspiller, som skifter klub i dette transfervindue, siger Andreas Kraul.

Til Nations League-opgørene i juni havde Kasper Hjulmand alligevel fundet plads i sin trup til spillere som netop Daniel Wass, men også Jannik Vestergaard, Jens Stryger Larsen, Martin Braithwaite og Mikkel Damsgaard.

Flere af førnævnte danskere har allerede fundet nyt, men der er et par stykker, som stadig søger efter det rigtige.

- Jeg tror helt sikkert, at der er flere klubskifter på vej. Vi venter stadig på at se, hvad der sker med en som Joakim Mæhle, der har været så vigtig for Kasper Hjulmand. Det kunne være fedt at få ham på plads, siger Andreas Kraul.

En vild situation

Vestegnen har Daniel Wass skrevet under på en treårig kontrakt, og allerede fredag eftermiddag var han med på træningsbanen i sin gamle, nye klub.

Selv om VM lurer i horisonten, så er han naturligvis ansat til at løfte klubben, der torsdag aften blev slået ud af kvalifikationen til Conference League, og som i Superligaen frister en tilværelse på niendepladsen efter fire kampe.

Daniel Wass med sin gode kammerat Joakim Mæhle, der også sukker efter spilletid i Atalanta. (Foto: Lars Poulsen)

For Andreas Kraul er der da heller ingen tvivl om, at selv om Daniel Wass har kvaliteterne til at gå ind på et hvilket som helst superligahold, så bliver opgaven en stor mundfuld.

Især fordi forventningerne følger med.

- Der har helt sikkert været andre muligheder for Daniel Wass. Også fra højere hylder. Jeg vil skyde på, at man kunne finde i hvert fald 7-8 spanske hold, som gerne ville have ham.

- Det er jo tydeligt, at alle omkring klubben har håbet så meget, at han ville komme hjem. Han vil næsten få en frelserrolle, og det er altså en vild situation, når man er en back på 33 år.

- Det er svært at komme ind på den måde, som én spiller, og vende en hel udvikling. Der er mere pres på ham her, end der var i Madrid, for der er virkelig brug for noget styring, siger Andreas Kraul.

Daniel Wass har i Brøndby fået trøje nummer ti. Han kan spille sin kamp nummer 100 for klubben, når OB gæster Brøndby Stadion søndag aften.