Danmark ender i tredje VM-seedningslag

Peru er klar til VM efter samlet playoffsejr over New Zealand. Danmark ender dermed i tredje seedningslag.

Peru er klar til VM og det betyder at Danmark ender i tredje seedningslag (Foto: MARIANA BAZO © Scanpix)

Det danske fodboldlandshold er i tredje seedningslag, når der 1. december trækkes lod til grupperne til VM i Rusland næste år.

Det står klart, efter at Peru natten til torsdag kvalificerede sig til VM med en sammenlagt playoffsejr på 2-0 over New Zealand.

Peruanerne vandt 2-0 på hjemmebane, og det var altså nok til at sikre en samlet 2-0-sejr efter et målløst opgør i New Zealand.

Det bliver Perus første VM-slutrunde siden 1982.

Hvis New Zealand var endt som samlet vinder, havde Danmark været i andet seedningslag. Det havde betydet, at holdet ville undgå nationer som England, Spanien, Uruguay og Colombia ved lodtrækningen om to uger.

Seedningslagene afgøres efter verdensranglisten, og Sveriges samlede playoffsejr over Italien betød blandt andet, at Danmark kunne håbe på en plads i andet seedningslag.

Alle 32 deltagere er nu fundet

Sådan gik det dog ikke, da den plads i stedet går til Peru. Peru er nummer 10 på verdensranglisten, mens Danmark er nummer 19.

Peruanere sikrede sig VM-billetten med en flot indsats hjemme i Lima.

Efter knap en halv times spil sendte Peru-profilen Jefferson Farfán værterne på VM-kurs, da han hamrede bolden op i nettaget.

33-årige Farfán brød sammen i gråd efter sin 1-0-scoring og holdt en trøje med nummer 9 op foran sig. Det nummer tilhører normalt den peruanske anfører Pablo Guerrero, der også var Perus topscorer i kvalifikationen.

Pablo Guerrero var dog ikke med i playoffkampene, da han kort inden blev suspenderet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Årsagen var en fejlet dopingprøve efter Perus opgør mod Argentina 5. oktober.

Guerrero bedyrer sin uskyld, og holdkammeraterne støttede ham altså ved at dedikere den vigtige scoring til anføreren.

Peru sikrede endegyldigt den samlede sejr, da Christian Ramos i anden halvleg hamrede en nedfaldsbold efter et hjørne ind til slutresultatet 2-0.

Dermed er alle de 32 deltagende hold til VM nu fundet.

DR har fået unik adgang til landsholdet under genrejsningsperioden efter flere missede slutrundekvalifikationer.

Journalist Niels Christian Jung har fulgt holdet bag facaden i kampen om en plads ved VM i Rusland 2018. Du kan følge op- og nedturen for holdet over tre afsnit i dokumentarserien 'Vi er landsholdet'.

Sidste afsnit af tre sendes på DR1 mandag d. 27/11 kl. 20.45. Du kan se de to første afsnit her.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve