Danmark kunne have taget et kæmpe skridt, men marginalerne manglede: 'Det er et bittert nederlag'

Det danske fodboldlandshold for mænd tabte fredag aften 1-0 mod Kroatien.

Christian Eriksen er ærgerlig over, at Danmark ikke fik tre point på kontoen mod Kroatien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Tre kampe, to sejre og et enkelt nederlag.

Nations League startede som lyn og torden for det danske fodboldlanshold, da de i sidste uge slog Frankrig, og de flotte fodboldtakter fortsatte mandag, da Østrig blev besejret.

Men fredag aften pillede Kroatien brodden af det ellers formstærke danske landshold, da de vandt med 1-0 i Parken efter tam anden halvleg fra dansk side.

Sejrsstimen blev brudt, og muligheden for at skabe et hul ned til forfølgerne i Nations League-gruppen blev spildt. Og at Danmark missede den mulighed, skuffer landsholdsspiller Christian Eriksen.

- Det er et bittert nederlag, for vi er godt med. Vi ville gerne have bygget videre på vores seks point. Når vi ser kampen igen, tror jeg vi sidder med en god følelser af, at vi har masser muligheder, men vi får det ikke omsat til mål, siger Eriksen, der var anfører i fredagens kamp.

Landsholdskollega Daniel Wass erklærer sig enig. En sejr kunne have betydet, at Danmark havde haft hele fem point ned til Østrig på puljens andenplads, men i stedet er spændingen nu fortsat intakt i Nations League-gruppen.

- Selvfølgelig er vi ærgerlige, for med tre point i dag kunne vi have lukket gruppen. Men vi må bare videre, siger højrebacken.

Danmark "kunne have taget et kæmpe skridt", mener det unge offensive es, Mikkel Damsgaard.

Der var da også muligheder for at få fuld valuta for pengene, for i store perioder af første halvleg var det nemlig spillerne i de rødhvide hjemmedragter, der dominerede.

Manglende udbytte af godt spil i de første 45 minutter er skuffende, fortæller han.

- Vi havde gode muligheder, og vi spiller en god første halvleg, hvor vi lige mangler det sidste. Vi skal score, når vi har de store muligheder mod sådan et hold, siger Mikkel Damsgaard.

- Vi ramte den ikke i dag. Nogle gange forcerer vi det lidt og skynder os for meget, hvor vi måske skal være lidt mere tålmodige og spille de chancer, vi har, større.

Mikkel Damsgaard startede inde for Danmark for første gang siden oktober. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Efter pausen ændrede kampbilledet sig væsentligt, og det endte med at blive en tæt affære med bolden på kroatiske fødder.

Her gik danskerne "lidt død", fortæller den danske forsvarsspiller Joachim Andersen, og med lidt mere end 20 minutter igen fik kroaterne sendt bolden i målnettet.

Med lidt held var scoringen dog faldet i den anden ende, og det viser, at kampen lige så nemt kunne have faldet ud til danskernes fordel.

- Det var en tæt kamp, og det er marginalerne der afgjorde det. Det var et heldigt mål de fik, en tilfældighed vil jeg sige, siger Joachim Andersen.

Velspillende kroatisk indskifter gjorde forskellen

Men selvom kroaternes mål måske var heldigt, var det ikke, fordi Danmark vadede i chancer på det tidspunkt.

Efter pausen blev den 36-årige midtbanespiller Luka Modric sendt på banen, og han vendte fuldstændig op og ned på tingene i Parken.

- Modric har lige vundet Champions League og er en af verdens bedste midtbanespillere, og det viste han i dag, siger Daniel Wass, der spiller i den anden Madrid-klub, Atletico Madrid.

Real Madrid-spillerens ankomst til grønsværen gav danskerne sværere arbejdsbetingelser, og landsholdet fik aldrig for alvor sat en stopper for den lille kroats fodboldtryllerier.

- Deres lille kreatør inde i midten styrer kampen, da han kommer ind, og vi får ikke fat i ham. Han er en verdensklassespiller. Som han dirigerer sit hold, kan man se, hvor stor en spiller han er, siger Joachim Andersen.

At smide 36-årige Luka Modric på banen viste sig at være en god idé for Kroatien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Men selvom Luka Modric er en fremragende fodboldspiller, skal Danmark kunne lukke ham ned, mener Mikkel Damsgaard. Forude venter nemlig endnu flere dygtige modstandere, og dem skal landsholdet også kunne håndtere.

- Selvfølgelig skal de ikke være altafgørende, for hvis vi møder dem i store turneringer, starter de inde. Det skal vi kunne løse, siger Mikkel Damsgaard.

Allerede på mandag skal Danmark i aktion i Nations League igen. Her venter Østrig i Parken, og den kamp kan som altid følges på dr.dk, i LIGA på P4 eller ses på TV 2.