Danmark skal overkomme kroatisk verdensklasse, hvis drømmen skal opnås

Det danske herrelandshold tørner i aften sammen med Kroatien i Nations League.

Jens Stryger Larsen var i hopla, da Danmark mødte Østrig i Nations League. I aften hedder modstanderen Kroatien i selvsamme turnering. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Bolden er på egen banehalvdel, når Danmark torsdag aften står over for det kroatiske fodboldlandshold i næstsidste spillerunde af Nations League.

Ikke nødvendigvis bogstaveligt talt, men i hvert fald symbolsk.

For med en sejr over det kroatiske landshold vil Simon Kjær og kompagni ende som gruppevinder i A-rækken af Nations League - en placering, der vil give adgang til slutspillet, hvor fire hold dyster om Nations League-trofæet.

Inden torsdagens opgør indtager Danmark puljens førsteplads med to point ned til kroaterne. Drømmen om at vinde gruppen er inden for rækkevidde, og landstræner Kasper Hjulmand krydser da også fingre for, at den bliver opnået på grønsværen i Kroatien.

Nogen nem opgave bliver det dog ikke.

For Kroatien kan prale med at have titlen som viceverdensmester, og så har de også et "kanongodt hold", fortæller landstræneren.

- De har verdensklasse, og det er ikke bare noget, jeg siger. Deres midtbanekonstellation er verdensklasse, siger Kasper Hjulmand.

- Det er et virkelig godt hold. Men det er vi også, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde og tage den gruppesejr, vi har drømt om, siger Kasper Hjulmand til DR Sporten.

Du kan se interviewet med landstræneren i videoen herunder.

Det er da heller ikke hvem som helst, de danske spillere skal stå ansigt til ansigt med i Zagreb torsdag aften.

På midtbanen løber verdensstjerner som Luka Modric fra Real Madrid og Chelsea-spilleren Mateo Kovacic rundt, og det er derfor heller ikke utænkeligt, at bolden rent faktisk kommer til, i bogstavelig forstand, at være en del på danskernes banehalvdel, fortæller landstræneren.

- Vi kan ikke tro, at vi kan få lagt det perfekte pres, når de bruger så mange spillere i deres opbygningsspil. Til tider i den her kamp må vi konstatere, at når de først begynder at spille, må vi afgive noget spil foran os, siger Kasper Hjulmand.

Du kan se stillingen i Danmarks Nations League-pulje herunder.

'Danmark er et top 3-hold'

Det var også tilfældet, sidst de to hold mødte hinanden.

Godt nok var alt lige ved pausen, men da midtbanegeneralen Luka Modric efterfølgende trak sin ternede nationaldragt over hovedet og løb på banen, ændrede kampbilledet sig til fordel for kroaterne, der også endte med at trække det længste strå.

Udebanesejren på 1-0 får dog ikke det kroatiske landshold til at tage lettere på aftenens opgave, fortæller Luka Modric.

I hans øjne hører Danmark nemlig til blandt de absolut bedste fodboldnationer på kontinentet.

- Danmark har været et af de to-tre bedste hold i Europa de seneste år, så der venter os en stor udfordring, siger Luka Modric ifølge Ritzau.

Den kroatiske landstræner, Zlatko Dalic, erklærer sig enig med sin midtbanegeneral.

Danmark har udviklet sig godt som hold de seneste år, mener han.

- Danmark taber meget sjældent, og de fører også vores gruppe nu, så derfor må de være gruppens bedste hold, siger Zlatko Dalic ifølge Ritzau.

Alligevel var det kroaterne, der nappede tre point, sidst de to landshold mødtes.

Og for at undgå at det scenarie skulle udspille sig igen, skal Danmark forsøge at tage dirigentstokken fra de dygtige kroatiske midtbanespillere.

- Vi har også lært, at vi er gode til at bruge bolden. Og det skal vi virkelig forsøge at være her, for lige så gode de er med bolden, lige så gode er de ikke, når de ikke har bolden. Så det bliver en armlægning om bolden til tider, siger Kasper Hjulmand.

Christian Eriksen og de danske landsholdsspillere måtte se sig slået af Luka Modric og Kroatien tilbage i juni. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Landsholdets anfører Simon Kjær erklærer sig enig.

Selvom Kroatien har både erfaring og kvalitet, særligt på midtbanen, kan den danske drøm om en gruppesejr blive til virkelighed, hvis Danmark vinder kampen om kuglen.

- Hvis vi spiller vores bedste fodbold, er vi en stor mundfuld for alle. Vi skal spille vores spil, som vi plejer, men vi har fuld respekt for Kroatien, siger Simon Kjær til DR Sporten.

Danmarks kamp i Kroatien spilles klokken 20.45 torsdag aften og kan følges på dr.dk, i radioen eller DR LYD i LIGA på P4 eller ses på TV 2.