Danmark undgår de store fodboldnationer ved EM 2020 - og skal måske møde Rusland

Stadionfordelingen til EM 2020 er faldet på plads. Kvalificerer både Danmark og Rusland sig til slutrunden, så ender de i samme gruppe.

Danmark slipper for store nationer som Spanien, England og Italien i gruppespillet, hvis ellers Eriksen og kompagni kan spille sig frem til EM 2020. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det danske landshold i fodbold har godt nok lige en VM-slutrunde at tænke på først, når Christian Eriksen og kompagni næste år drager til Rusland, så tankerne er nok ikke på EM-slutrunden i 2020.

Landstræner Åge Hareide og de danske spillere gør dog klogt i, at holde ekstra godt øje med VM-værtsnationen, når de nu alligevel er på de kanter, da Rusland meget vel kan blive en kommende modstander ved EM i 2020.

Det skyldes, at EM-slutrunden i 2020 bliver afviklet efter et helt nyt koncept, hvor 12 lande deler værtskabet. Danmark er ét af de lande. Det er Rusland også.

Finale på Wembley

Torsdag faldt den endelig fordeling af EM-kampene på plads.

Danmark og Rusland skal lægge græs til kampene i Gruppe B og da værtslandene er garanteret kampe på eget stadion, så vil Danmark og Rusland altså ende sammen i Gruppe B.

Hvis altså de formår at kvalificere sig til EM-slutrunden.

Det nye format betyder samtidigt også, at Danmark ikke kan møde andre værtslande end Rusland i gruppespillet, hvorfor de rød-hvide ikke behøver at bekymre sig om stærke hold som Spanien, Tyskland og Italien i den første del af turneringen.

Åbningskampen ved EM bliver spillet på Stadio Olimpico i Rom, mens semifinalerne og finalen spilles på Wembley i London.

Gruppekampene spilles i disse byer:

Gruppe A: Rom og Baku

Gruppe B: København og Sankt Petersborg

Gruppe C: Amsterdam og Bukarest

Gruppe D: London og Glasgow

Gruppe E: Bilbao og Dublin

Gruppe F: München og Budapest

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve