Danmarks haltende vej mod EM på hjemmebane begynder i dag

Truppen til de kommende EM-kvalifikationskampe bliver udtaget i dag, og der venter nogle afgørende opgør, vurderer DR Sportens fodboldboldkommentator Andreas Kraul.

Danmarks Landstræner Åge Hareide sammen med Peter Ankersen og Martin Braithwaite efter EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Georgien tilbage i juni. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det kommende efterår kan med god ret beskrives som det vigtigste i mange år for det mandlige fodboldlandshold.

Sådan føles det i virkeligheden næsten altid, når man beskæftiger sig med fodbold. Den kommende kamp er altid den vigtigste, men lige de kommende tre måneder har nu faktisk ekstra afgørende betydning.

Med udgangen af november ved vi nemlig, om Danmark er direkte kvalificeret til den EM-slutrunde, som næste sommer skal afvikles i 12 forskellige byer i 12 forskellige lande. Heriblandt i København.

Aldrig tidligere har et dansk landshold spillet en slutrunde på eget græs. Med to garanterede kampe i Parken vil det give både landsholdet, DBU og dansk fodbold – ja, også København som by - et enormt løft at være med. Det skal nok blive en fest uanset hvad, men det er bare aldrig sjovt selv at sidde uden for døren, når man nu har arrangeret det hele.

Landsholdet halter trods acceptabel start

Situationen i kvalifikationspulje D er udmærket uden at være fantastisk efter forårets indledende strækkeøvelser med to uafgjort mod Schweiz (ude) og Irland (hjemme) samt en sejr på 5-1 over Georgien i Parken.

Alligevel kan man sige, at landsholdet kommer en anelse haltende ind til efterårets komprimerede og afgørende slutprogram om de to pladser i femholdspuljen, der som sidste hold også tæller Gibraltar.

Danmarks landstræner Åge Hareide har fået en infektion efter en operation i knæet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Helt bogstaveligt haltende i skikkelse af landstræner Åge Hareide, der er blevet opereret i knæet og har fået komplikationer, som gør, at han ikke kan være til stede, når truppen til septembers kampe på udebane i Gibraltar og Georgien bliver udtaget mandag eftermiddag.

Men også i mere overført betydning er landstrænerduoen Jon og Åge (Tomasson & Hareide) stækket i et omfang, vi endnu ikke kender.

Trænerbomben i juni

DBU smed en junibombe, da de ikke ret mange timer efter sejren over georgierne holdt et hastigt opsat pressemøde for at annoncere, at Kasper Hjulmand skal overtage posten som landstræner, når Hareides kontrakt udløber efter EM-slutrunden næste år. Og at Morten Wieghorst skal afløse Jon Dahl som assistent.

Den tidligere FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand skal være landstræner efter Åge Hareide. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Timingen virkede besynderlig, men rygterne var allerede begyndt at svirre, og en klar udmelding er som regel bedre end en masse snak i krogene. Nu ved alle implicerede ret beset, hvad de går ind til.

Åge Hareide selv har valgt at være tæt på usynlig i den sommer, der er gået mellem præsentationen af Hjulmand og de kampe, som nu venter.

Ærgerlig nordmand

Nogle få ord og udtalelser til et norsk medie samt til Politikens Søren Olsen herhjemme er det blevet til, men ingen var i tvivl om, at Hareide ikke var tilfreds med den virkelighed, han blev præsenteret for i juni.

Det er i nok ikke så meget beslutningen om, at der skal en ny landstræner til i 2020, som falder den ellers så succesfulde Hareide for brystet, men mere at han slet ikke blev taget med på råd i beslutningsprocessen om, hvordan hans arbejde med holdet skal føres videre.

Ikke et ord virker det til at være faldet mellem arbejdsgiveren og deres vigtigste mellemleder om den del af fremtiden.

Det er selvfølgelig DBU og direktør Peter Møllers ret, men 65-årige Åge Hareide ville tilsyneladende gerne have været med på råd – og havde ganske givet peget på Jon Dahl Tomasson som sin egen efterfølger.

Peter Møller (th.) har meddelt Åge Hareide (tv.), at han ikke skal forsætte som landstræner efter EM næste år. I stedet tager Kasper Hjulmand over. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Sådan blev det ikke, og nu bliver det ekstra spændende at følge dynamikkerne omkring landsholdet i de første kampe i efteråret. Tiden læger som bekendt mange sår, og spørgsmålet er, om sommeren har dæmpet gemytterne og temperamenterne så meget, at arbejdet omkring truppen kan fortsætte uændret.

Dårlig optakt til vigtigt efterår

Normalt er det sjældent befordrende for et holds præstationer og interne liv, når spillerne ved, at træneren så småt er på vej ud ad døren, men det behøver absolut heller ikke at være tilfældet.

Landstræner Åge Hareide sammen med sin assistenttræner Jon Dahl Tomasson (tv.). (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hareide, Tomasson og spillerne kan sagtens kigge hinanden dybt i øjnene og derefter flytte blikket direkte på den historiske mulighed for at optræde foran et festklædt Parken til EM på hjemmebane.

Og tænk, hvis Hareide – haltende eller ej – næste sommer kan både ind og ud ad hoveddøren til Nationalarenaen på Østre Allé med sin statistik som ubesejret siden efteråret 2016 fortsat intakt, måske med en ny ottendedelsfinale eller endnu bedre som resultat.

Vejen frem mod det begynder med landsholdsudtagelsen på DBU Allé i Brøndby i dag klokken 13.

Også selv om Åge Hareide ikke selv er til stede.

Facebook
Twitter