Danmarks 'skøre' og 'surrealistiske' fodboldkrise går verden rundt

Det vækker opsigt i England, Spanien og Tyskland, at Danmark stiller med serie- og futsal-spillere.

Britiske, tyske, irske, franske, spanske og brasilianske medier har alle skrevet om den danske landsholdskonflikt. (Foto: (© Collage: Simone C. Møller) © dr)

Det er ikke kun herhjemme, at konflikten mellem DBU og herrelandsholdet fylder i medierne.

Nyheds- og sportsmedier verden over har fået øje på den spektakulære situation, at Danmark må sende et alternativt hold af sted til venskabskampen mod Slovakiet.

At det er spillere fra de lavere divisionsrækker og futsal-spillere vækker især opsigt hos de udenlandske sportsjournalister.

Britiske, slovenske, franske, belgiske, spanske, tyske - ja sågar brasilianske medier har omtalt fodboldkrisen.

Den franske sportsavis L'Equipe kalder skriver i en overskrift om landskonflikten: 'Danmark, den skøre krise mellem spillerne og forbundet'. Den vilde udvælgelse inviterer ifølge det franske medie til at følge skandinavernes præstation i Slovakiet.

- Denne venskabskamp var bare en blandt andre, men blev genstand for nysgerrighed, fordi de spillere, der fløj af sted i går aftes, er ukendte, skriver L'Equipe.

'Amatører og futsal-spillere'

Overskriften hos den spanske sportsavis Marca lyder ifølge Ritzau: 'Danmark kommer til at spille sine næste kampe... med futsalspillere!'.

Futsal er en form for fodbold, der udelukkende foregår indendørs og med en anden type bold.

- Danmark indkalder futsal-spillere til at møde Slovakiet, mens konflikt med førsteholdet om rettigheder buldrer videre, skriver britiske The Independent i sin overskrift.

Selv i Brasilien er der fokus på den danske fodboldkonflikt, skriver Ritzau. Den store, brasilianske avis O Globo har omtalt sagen.

Britiske Telegraph skriver i sin overskrift 'Futsal-spillere, amatører og en tidligere Arsenal-midtbanespiller står midlertidigt i spidsen - en bitter kontraktfejde har decimeret det danske hold i mødet med Wales.

Det alternative landshold ankom i går aftes til Slovakiets hovedstad, Bratislava, efter at være fløjet fra Roskilde Lufthavn. DBU valgte dette for at skærme spillerne fra pressen. (Foto: Jakub Kotian © Scanpix)

Faxe har besvaret SOS-opkald

Den tidligere Arsenal-spiller, som avisen hentyder til, er naturligvis den midlertidige træner John 'Faxe Jensen.

- Den tidligere Arsenal-midtbanespiller John Jensen har besvaret et desperat SOS-opkald om at stå i spidsen for et dansk hold bestående af ukendte divisionsspillere og futsalspillere, skriver The Telegraph.

Det tyske fodboldmagasin Kicker kalder den danske situation for ’helt surrealistisk’ og bemærker især navnene på de seks futsal-pillere, som i aften stiller op i rødt og hvidt.

Det tyske medie skriver, at John ’Faxe’ Jensen bliver holdets træner og citerer ham for at sige, at der kun er tabere i denne konflikt.

- Den tidligere Hamburger Bundesliga-profi John Jensen (spillede 47 kampe for HSV fra 1988 til 1990) vil fungere som den midlertidige træner. Jensen var Danmarks EM-helt i Sverige i 1992, skriver det tyske medie blandt andet.

Belgiske le Soir skrev allerede for et par dage siden om sagen og omtaler ’den betydelige økonomiske uoverensstemmelse mellem spillerforeningen og forbundet’, når det kommer til kommercielle rettigheder og spillernes sponsortilbud.

- Det vigtigste for mig er, at kan den 'lortesag' blive løst hurtigst muligt, hvordan kan jeg så bidrage til det. Jeg har så stor kærlighed til det danske landshold, så kan jeg bidrage til at minimere skaden, så gør jeg det, sagde John 'Faxe' Jensen i går på et pressemøde i Slovakiet med DBU' elitechef, Kim Hallberg. (Foto: Jakub Kotian © Scanpix)

Skovshoved og Skjold Birkerød hos BBC

Britiske Sky News skriver, at DBU har været nødsaget til at sætte et hold ’langt under niveau’ og med flere futsal-spillere på det alternative landshold for at undgå at blive sanktioneret af Uefa.

Også BBC sport har omtalt sagen, og det er muligvis første gang, at divisionsspillere fra Avarta, Skovshoved IF, Skjold Birkerød, Hellerup IK, Hillerød,Jægersborg Boldklub, Vanløse IF og Kastrup Boldklub får omtale i et udenlandsk medie.

Venskabskampen mod Slovakiet med John 'Faxe' Jensen på trænerposten bliver spillet i aften i Bratislava klokken 20.45, og landskampen bliver vist på Kanal 5.

- Det er altafgørende for dansk fodbolds fremtid, at vi kan stille hold til de to landskampe i denne uge, og derfor er vi glade for, at disse 24 spillere har indvilliget i at stille op for Danmark, så vi undgår spekulationer om millionbøder og langvarige udelukkelser fra international fodbold. Det ville få store konsekvenser for fodbolden i Danmark, sagde DBU's elitechef, Kim Hallberg, i går.

Der er ikke ikke udsigt til nye forhandlinger i landsholdskonflikten inden søndagens Nations League-kamp mod Wales.

Kampen spilles i aften onsdag klokken 20.45 og kan følges på Kanal 5, i Liga på P3 og i livetekst her på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter