Danmarks VM-skæbne afgøres mod Irland

Det bliver to kampe mod Irland, der skal afgøre, om Danmark er med blandt de 32 hold, der skal spille VM i Rusland.

Christian Eriksen og Thomas Delaney må meget gerne blive ved med at score mål, når Danmark møder Irland i de afgørende playoff-kampe om en plads til VM. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmark møder Irland i to playoff-kampe om at komme med til VM i Rusland næste sommer.

Det står klart efter dagens lodtrækning, hvor også Grækenland, Nordirland og Sverige var mulige modstandere for herrelandsholdet.

Efter en fremragende afslutning på VM-kvalifikationen sikrede Danmark sig seedning, hvilket gjorde, at de undgik at kunne trække hold som Italien og Kroatien.

Lodtrækningen til playoff-kampene faldt således ud:

Danmark - Irland

Nordirland – Schweiz

Kroatien – Grækenland

Sverige - Italien

Danmarks første opgør spilles den 11. november i Parken kl. 20.45, mens returopgøret i Irland spilles den 14. november.