Dansk målræv efter vildt comeback: 'Viser, at vi har nosser'

Christian Gytkjær scorede tirsdag sit første landskampsmål for Danmark.

Christian Gytkjær scorede sit første landskampsmål tirsdag aften i Basel. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Han havde egentlig gjort sig klar allerede i pausen, Christian Gytkjær.

Den danske angriber, selvudnævnt 'Fox in the box', trippede rundt med sin spillertrøje på, da Nicolai Jørgensen kort inden pausen fik et overstræk i knæet og så ud til at måtte lade sig udskifte.

Sådan gik det ikke. Nicolai Jørgensen kom også på banen i anden halvleg, og i stedet måtte Christian Gytkjær, der til daglig gør sig hos polske Lech Poznan, vente til det 70. minut, før han fik græs under knopperne.

Christian Gytkjær og Yussuf Poulsen efter reduceringen til 2-3. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den danske angriber kom dog til at spille en hovedrolle, da han efter 88. minutter levede op til sit øgenavn som målræv. En tværpasning fra Yussuf Poulsen skulle blot sparkes i kassen, og så var angriberens første landsholdsmål en realitet.

En lettere kaotisk oplevelse for den 28-årige angriber.

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte. Men vi skulle have bolden ud igen og videre. Det var en fed oplevelse.

- Selve kampbilledet var vel noget af det mest vanvittige, jeg har været med til. Det viser sgu, at vi har nosser, og vi er en fantastisk sammentømret gruppe, siger Christian Gytkjær.

Stolt over tillid

At det blev Christian Gytkjær, der fik chancen for at ændre på det truende nederlag, kom måske som en overraskelse for flere.

På bænken sad nemlig også Ajax' Kasper Dolberg, men det var altså Gytkjærs kvaliteter, der blev foretrukket.

Danskeren tager sig til hovedet efter kampen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jeg er stolt over at få vist den tillid. De ser mine kvaliteter og tror på dem i så vigtig en kamp som i dag, så jeg er stolt over at kunne give tilbage.

Kan det her fodboldlandshold simpelthen ikke tabe?

- Det ser sådan ud. Det er et fantastisk hold, vi har. Det er holdet, der præsterer hver gang. Alle kan lide alle, og det er en fornøjelse at komme ind som ny på et hold som det her, og så får man jo presset resultater som det her ud engang imellem, siger Christian Gytkjær.

Facebook
Twitter