Danske klubber takkede nej til klejn kroat, som voksede sig til verdens bedste

Kroatiens største stjerne Luka Modric blev i tidernes morgen tilbudt til flere danske klubber. "Nej tak", lød svaret.

Luka Modric har spillet 150 landskampe for Kroatien. (Foto: Antonio Bronic © Ritzau Scanpix)

Der er vel næppe en fodboldelsker i verden, som ikke vil skrive under på, at Luka Modric er en sand verdensstjerne.

Fem Champions League-titler, tre spanske mesterskaber, én VM-finaleplads og kåringen som verdens bedste fodboldspiller er nogle af de meritter, som den klejne kroat kan skrive på sit glorværdige CV.

For nylig underskrev 36-årige Modric en kontraktforlængelse med de nykårede Champions League-vindere fra Real Madrid, som han har repræsenteret siden 2012. Og fredag aften betræder han græsset i Parken, når Kroatien skal spille Nations League mod Danmark.

Og netop i Danmark kunne Modric have fået et udlandseventyr, da kreatøren i en alder af 18 år blev tilbudt til flere danske klubber – herunder Brøndby IF og BK Frem.

Det er ikke ofte, at man hører sportsdirektører for alvor ærgre sig på bagkant af beslutninger, men mon ikke det alligevel har sviet lidt, at svaret fra begge klubber dengang lød 'tak, men nej tak'.

Luka Modric blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i 2018. (Foto: JUAN MEDINA)

Det var spilleragenten Nikola Jægerfeld Juric, der i 2003 arbejdede for den bosniske klub Zrinjski Mostar, hvor Luka Modric var på leje fra Dinamo Zagreb, som fik til opgave at tilbyde midtbanespilleren til danske klubber.

- Jeg havde set ham spille et par gange, og så faldt jeg i snak med præsidenten for klubben, som spurgte, om jeg måske kunne få ham afsat i Danmark.

- Og dengang var der jo ikke videomateriale, som på samme måde i dag. Det var med DVD, siger Nikola Juric.

100.000 euro lød prisen på. Eller omkring 750.000 danske kroner.

Et skifte kom dog ikke på tale, da Modric efter sigende var for lille og manglede fysik til den danske liga. Hvis ikke man ærgrede sig over at have misset en spiller af hans kaliber til sin start-elleve, må det som minimum gøre ondt, at Dinamo Zagreb blot få år efter solgte Modric til engelske Tottenham for i omegnen af 150 millioner kroner.

Et beløb som garanteret kunne have lunet fint i BK Frems lommer.

- Man kunne godt se, at han var dygtig. Absolut. Men de takkede meget hurtigt nej. Både BK Frem og Brøndby, siger Nikola Juric.

Luka Modric (th) har altid været en klejn fodboldspiller. Foto: Privat

En af de største

Det endte som bekendt ikke med en karriere i dansk fodbold for Luka Modric. Men beundringen af ham er fra dansk side stadig tårnhøj.

Landstræner Kasper Hjulmand har fulgt kroaten gennem hele karrieren og har kun rosende ord tilovers for ham.

- Han er utrolig. Jeg nyder virkelig at se ham spille, og han er lidt ligesom vin. Han bliver bare bedre og bedre med alderen, siger Kasper Hjulmand.

- Man snakker meget om atletiske og kraftfulde spillere, men her er Modric lidt atypisk. Han accelererer spillet på sin teknik, sine øjne, sin sparketeknik. Han er ikke særlig stor, men han er en kæmpestor spiller.

Landstræneren har generelt respekt for den kroatiske midtbane bestående af Luka Modric, Mateo Kovacic og Marcelo Brozovic, som han kalder én af de bedste midtbanetrioer i europæisk fodbold.

Den danske midtbane er dog heller ikke bleg for sjterner, og én af dem hedder Pierre-Emilie Højbjerg. Det bliver blandt andet hans opgave at give Modric svære betingelser i den kommende kamp i Parken. Men det kan ikke klares alene.

- Det er en spiller, hvor man som kollektiv bliver nødt til at lukke ham ned. Og hvis ikke man kan lukke ham ned, må vi lukke mulighederne omkring ham, siger Højbjerg.

Du kan følge Damarks kamp mod Kroatien i Nations League fredag aften kl 20:45 i LIGA på P4, minut for minut på dr.dk eller på TV2.