Danske profiler drømmer om EM på hjemmebane: 'Det ville være sindssygt'

Herrelandsholdets vej mod EM begynder i Basel tirsdag mod Schweiz.

Danmarks Nicolai Jørgensen drømmer om at spille EM i København i 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kan det blive større end at repræsentere sit land ved en slutrunde?

Det skulle da lige være, hvis slutrunden bliver spillet et stenkast fra barndommens gade, som det er tilfældet for de danske landsholdsspillere Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney.

Under EM i 2020 kommer Parken til at lægge græs til fire kampe under slutrunden, og muligheden for at se frem i tiden og drømme om dansk EM-eufori i gaderne er noget, der motiverer danskerne, siger Nicolai Jørgensen.

- At spille EM på hjemmebane er nok noget af det største, jeg vil kunne opnå i min fodboldkarriere. Det ville være sindssygt.

- Det fylder rigtig meget for mig. Jeg har fået spørgsmålet tidligere, og der gik det virkelig op for mig, hvor kæmpe stort det ville være at spille i Parken foran venner og familie, hvor man er vokset op, siger den danske angriber.

En ekstra gulerod

Både Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney debuterede i slutrundesammenhæng, da Danmark i sommer deltog ved VM i Rusland.

Thomas Delaney. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den oplevelse er noget, der har sat sig, siger Thomas Delaney.

- Det kunne være sindssyg fedt at spille EM i Danmark og i Parken. Den stemning, man oplever til slutrunder - også ude i gaderne - ville klæde København.

- Nu har flere af os fået smagen for slutrundefodbold med VM i sommer, så der behøver ikke være en ekstra gulerod med i pakken, men vi tager det meget gerne med, siger Thomas Delaney.

Once in a lifetime

På træningsbanen og i mødelokalet bruger landstræner Åge Hareide ikke mange sekunder på at forklare sine spillere, at der ligger en gylden mulighed for at spille EM på hjemmebane og glimter i enden af den kvalifikation, som begynder tirsdag aften i Basel mod Schweiz.

Den del har spillerne selv regnet ud, og skal drømmen overhovedet være realistisk, så kræver det, at der kommer point på tavlen.

Landstræner Åge Hareide taler med anfører Simon Kjær. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jeg må bruge den gamle floskel og sige, at vi skal simpelthen tage en kamp af gangen. Så må vi se, hvad det ender med, når vi ser på resultaterne i slutningen af 2019.

- Men det er en fantastisk mulighed - selv for en nordmand. Jeg tror, der ville komme mange fra Norge for at kigge på, nu hvor der er EM i Danmark. Det ville være en 'once in a life time' oplevelse for drengene, så vi må prøve at gribe den mulighed. Det må vi kæmpe for at være med til, siger Åge Hareide.

Danmark åbner EM-kvalifikationen mod Schweiz klokken 20.45 tirsdag.

Facebook
Twitter