Flere fodboldlandsholdsspillere er ret aktive på sociale medier som Twitter og Facebook, hvor de fortæller offentligheden om deres gøren og laden.
Men det bliver der ikke noget af under EM i fodbold, fortæller Dansk Boldspil-Unions (DBU) kommunikationschef Lars Berendt.
- Vi har en aftale med spillerne om, at de ikke er aktive på de sociale medier under EM, siger Berendt til sporten.tv2.dk.
Dermed bliver der ikke nogen anden kontakt mellem spillerne og deres fans end den, som pressen får mulighed for at formidle via de officielle pressearrangementer og mixed zoneinterviews efter kampene.
- Der er så meget kommunikation under et EM, at vi begrænser tidspunkterne til møderne med medierne, siger Berendt.
Nicklas Bendtner er blandt de spillere, der har taget de nye medier til sig, og som jævnligt opdaterer sin Twitter-profil med nyt om livet i England.
/ritzau/