DBU om irsk kritik: ’De kan læse mine 6.000 mails’

Elitechef Kim Hallberg er sikker på, at Uefa er tilfreds med det hold, Danmark stillede med i Slovakiet.

Kim Hallberg lader den irske kritik prelle af. (Foto: Dr Sporten © dr)

Det var et hold bestående af spillere fra 2. division og Danmarksserien, der onsdag tabte venskabskampen mod Slovakiet. De sædvanlige fodboldspillere på herrelandsholdet var ikke til rådighed på grund af en konflikt mellem DBU og Spillerforeningen.

Søndag gælder det så Nations League, hvor der pludselig er noget på spil. Turneringen erstatter tidligere venskabskampe, som et supplementet til EM-kvalifikationen. I Nations League er der også en EM-billet på spil.

Danmark møder Wales søndag, men allerede torsdag skal waliserne op mod Irland. Det kan blive en noget lettere kamp for Wales på søndag, hvis Danmark igen stiller med sekundaspillere.

Derfor mener landstræneren for Irland, som Danmark også er i Nations League-gruppe med, at Uefa bør reagere overfor Danmark. Ellers vil der være urimelige forhold i turneringen. DBU er på ingen måde enig.

- Vi stillede ikke for svagt et landshold mod Slovakiet. Vi stillede det bedste mulige. Det er jeg ret sikker på, at irerne også har forståelse for, at vi gjorde, siger elitechef i DBU, Kim Hallberg, til DR.

- Med mindre irerne kan påvise andet, så vil jeg gerne vise dem de 6.000 mails, jeg har med både tilsagn og afslag fra spillere. Så må de gerne vurdere, om vi skulle have haft et par andre 2. divisionsspillere med. Indtil da er jeg ikke i tvivl om, at både vi og Uefa synes, at vi i går (onsdag, red.) løste opgaven med at stille bedst mulige landshold, siger Hallberg.

Det alternative landshold, der onsdag mødte Slovakiet, gjorde det over forventning og tabte ’kun’ 3-0 til de slovakiske stjernespillere.

Danmark møder Wales i Nations League søndag klokken 18.00. Du kan følge kampen på Kanal 5, i LIGA på P3 eller i tekst her på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter