DBU på rov i Superligaen: Vil udtage alternativt landshold mandag aften

Superliga-spillere, der gerne vil stille op til denne uges landskampe, har indtil klokken 15 mandag til at melde sig klar. Det skriver DBU i et brev til spillerne.

DBU henvender sig til Superliga-spillerne i håb om at kunne stille hold mod Slovakiet onsdag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Søndag stod det klart, at de 23 spillere, Åge Hareide har udtaget til herrelandsholdet, ikke kommer til at spille de to kommende landskampe mod Slovakiet og Wales. DBU og Spillerforeningen har ikke kunnet nå til enighed om betingelserne for at afvikle de to kampe, og unionen betragter det dermed som et afbud fra spillerne.

Konflikt om landsholdsaftale

Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdspillerne forhandler om en ny landsholdsaftale, efter den seneste udløb 1. august. Parterne er dog stærkt uenige om en række stridspunkter som eksempelvis spillernes muligheder for at indgå personlige sponsoraftaler.

Se Tema

Nu er DBU i gang med at sammensætte et nyt hold med alternative landsholdsspillere. Spillere, der normalt ville være et stykke fra den rød-hvide trøje. I den forbindelse har DBU sendt et brev til Superliga-klubberne, hvori man henvender sig til spillerne. Man beder her spillerne tage stilling til, om de står til rådighed for landsholdet eller ej.

DR er kommet i besiddelse af brevet, hvori det blandt andet fremgår, at DBU vil udtage den nye trup af spillere mandag aften. Spillerne skal inden klokken 15.00 have givet deres svar, hvorefter landsholdet vil samles tirsdag – bare dagen før venskabskampen ude mod Slovakiet.

DBU appellerer til, at spillerne stiller sig til rådighed, da det kan have afgørende betydning for et senere sanktionsforløb i Uefa.

- Jeg håber så mange som muligt ønsker at bakke op om det danske landshold, idet det er af afgørende betydning i et eventuelt sanktionsforløb hos UEFA, at vi kan redegøre for, at DBU og dansk fodbold har gjort, hvad der var i vores magt for at stille stærkest muligt til kampene, skriver DBU’s elitechef, Kim Hallberg, i brevet.

DBU lover desuden spillerne fuld fortrolighed, hvis de melder sig klar til landsholdet, men ikke bliver valgt.

Danmark skal efter planen møde Slovakiet i en venskabskamp onsdag, mens der søndag venter et opgør mod Wales i Nations League.