DBU skal betale millioner tilbage til spillerne

Spillerforeningen vinder voldgiftssag over DBU, der skal betale millioner tilbage til spillerne.

DBU skal betale op imod tre millioner kroner til spillerne. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Spillerforeningen har vundet en stort anlagt voldgiftssag mod Dansk Boldspil-Union (DBU).

Sagen handler blandt andet om manglende betaling af forsikringsdækning til landsholdsspillerne og andele i kommercielle aktiviteter i henhold til de tre kollektive landsholdsaftaler, der blev indgået i marts 2015.

Spillerforeningen mente, at i henhold til aftalen skyldte DBU spillerne mere end to millioner kroner for forsikringer og sponsoraftaler.

Det var DBU uenig i, men DIF's højeste appelinstans gav tirsdag formiddag Spillerforeningen ret i deres krav rettet mod DBU.

Det betyder, at DBU skal betale spillerne på de tre landshold, A-landsholdet, kvindelandsholdet og U21-landsholdet, for blandt andet forsikringer og andele i kommercielle aktiviteter.

Et beløb, der udgør 2,8 millioner kroner plus renter.

Ud af de fire klagepunkter, DBU havde opstillet, vandt Spillerforeningen tre af dem. DBU fik kun medhold på ét punkt, som handler om, hvordan man udregner antallet af dage, når landsholdene er samlet.

Et overstået kapitel

Jeppe Curth, formand i Spillerforeningen, vil ikke udtale sig om dommen til DR, men i en pressemeddelelse siger Curth, at man nu ser fremad.

- Vi anser det her som et overstået kapitel nu og ser intet til hinder for at få gang i et godt samarbejde mellem os og DBU om de tre landshold. En gang imellem kan der være uenigheder i et samarbejde, som man ikke kan løse uden hjælp fra en uvildig instans, og det har vi fået løst nu, siger Jeppe Curth.

- Nu kan vi komme videre med vores arbejde og sammen med DBU fortsætte med at skabe optimale rammer for spillerne på landsholdene og for dansk landsholdsfodbold.

Også landsholdets anfører Simon Kjær er tilfreds med, at man nu kan komme videre med det sportslige.

- Den her afgørelse underbygger det, vi har været overbevist om i hele forløbet. Vi har bestemt ment, at det er sådan her, de tre kollektive aftaler skal forstås, og det har vi nu fået underbygget af voldgiften, siger Simon Kjær i pressemeddelelsen fra Spillerforeningen.

- Det har været enormt frustrerende for os spillere at skulle bruge tid og energi på de her ting, som vi allerede har aftalt med DBU. Det er vigtigt, at der er fuldkomment styr på så vigtige ting som forsikringer og kommercielle rettigheder. Det er vi tilfredse med, at der er nu, så kan vi kan komme videre i teksten.