DBU undrer sig over salg af alkohol ved Parken

DBU vil afkræve ledelsen i Parken en forklaring på, hvorfor koncernen fylder forskellige former for vodkashots på fodboldfans foran Parken før fodboldkampe.

Der bliver ikke kun solgt øl inde i Parken i forbindelse med landskampe. Også udenfor er der ifølge Politiken et omfattende salg af alkohol. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Når repræsentanter fra DBU og Parken mødes onsdag eftermiddag skal parterne ikke kun drøfte, hvordan en en tilskuer uhindret kunne løbe på banen og angribe dommeren under landskampen mod Sverige.

DBU vil også afkræve ledelsen i Parken en forklaring på, hvorfor koncernen fylder forskellige former for vodkashots på fodboldfans få meter fra indgangene til stadion både før, under og efter kampe.

- Et er, at man har det lovmæssige i orden. Et andet er det signal, som man sender. Det grænser jo til decideret gadesalg, og jeg må sige, at jeg er meget forundret over, at det forekommer, siger DBU-formand Allan Hansen til Politiken.

Avisen har forelagt ham et omfattende billed- og videomateriale, der viser, at salget af stærk alkohol også foregår udenfor Parken, når der bliver spillet landskampe.

Ifølge UEFAs regler må der ikke sælges øl på stadion med mere end 2,6 procent alkohol i. Men hvad der sker uden for tælleapparaterne er en gråzone, fordi der ikke er en klar afgrænsning af, hvor et stadion begynder og ender.

Facebook
Twitter