DBU vil have VM i 2026 til Nordamerika

Dansk Boldspil-Unions stemme går til USA, Canada og Mexico som vært for VM 2026

Jesper Møller og DBU stemmer på United Bid som VM-vært i 2026. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Når alverdens fodboldlande i eftermiddag skal beslutte, hvor VM-slutrunden om otte år skal holdes, så går den enlige danske stemme til det fælles nordamerikanske bud fra USA, Mexico og Canada.

Danmark vælger altså ikke at støtte Marokko, som var det andet bud på en VM-vært, siger DBU's formand, Jesper Møller.

- Vi har kigget meget på, at det er vigtigt at få bredt fodboldspillet ud i hele verden. Og vi synes, at det nu er Nordamerikas tur til at holde et VM. I 2026 vil det være 32 år siden sidst, påpeger Jesper Møller, som også har andre argumenter for at vælge buddet, der går under navnet United Bid.

- Vi har også kigget på menneskerettighedssituationen og på bæredygtigheden i buddet. Stadioner står allerede klar i Nordamerika, de bliver brugt nu og de kommer også til at blive brugt efter VM, siger Jesper Møller og understreger, at det har været en afgørelse, der skulle overvejes nøje.

- Der er ingen tvivl om, at Marokko kan afvikle et VM, men vi synes at United Bid er det bedste bud, og derfor stemmer vi på det, slår Jesper Møller fast.

Endte i skandale

Valget af VM-vært finder sted i Moskva, hvor Fifa i dag holder kongres. Det er første gang siden 2010, at der skal udpeges et VM-værtsland. Dengang valgte Fifa Rusland til 2018 og Qatar til 2022, men afstemningen har været skandaleombrust med beskyldninger om korruption og købte stemmer.

Der er lavet flere tiltag, der skal forhindre, at dagens afstemning ender i en lignende skandale. I 2010 var det de 22 medlemmer af Fifas eksekutivkomite, der afgjorde VM-værtsskabet, men i dag er det en afstemning blandt alle Fifas medlemmer – en afstemning, der oven i købet bliver gjort offentlig, så alle kan se, hvilket bud det enkelte land har stemt på.

VM 2026 bliver det første VM med 48 deltagerlande, og det betyder at der skal spilles 80 kampe ved VM mod de nuværende 64.