DBU vil sætte skub i bølgerne på lægterne: Ny fankoordinator skal løfte stemningen

DBU har ansat Anders Hagen som ny fankoordinator. Han skal arbejde for bedre stemning til landskampe.

Her ses en gruppe roligans forud for VM-ottendedelsfinalen mod Kroatien sidste år. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I bestræbelserne på at få en bedre stemning til fodboldlandsholdets kampe har Dansk Boldspil-Union (DBU) fredag ansat en SLO (Supporter Liaison Officer) - en såkaldt fankoordinator.

Under et arrangement i fanzonen forud for EM-kvalifikationskampen mod Irland har DBU præsenteret Anders Hagen som unionens første fankoordinator. Han kommer fra en stilling som journalist hos DR.

Hans opgaver består i at skabe et tættere bånd mellem fans, spillere og DBU samt at sikre, at de danske landsholdsfans bliver hørt og involveret i bestræbelserne på at opnå den bedste mulige stemning og oplevelse til landskampe.

Bedste hjemmebane i Europa

Hans mål er, at Danmark får "Europas bedste hjemmebane", siger han i en meddelelse fra DBU.

- Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang, og jeg går meget ydmygt til opgaven. Jeg tror, vi er på vej ind i en ny fed landsholdstid, siger Anders Hagen.

I efteråret blev Peter Møller ansat som ny fodbolddirektør i DBU i kølvandet på konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne. Det har været et ønske fra Peter Møllers side at få en fankoordinator for at gøre afstanden mellem fans og spillere mindre.

- Vi er super glade for at have fået Anders ind som fankoordinator. Han skal være bindeleddet mellem fansene, spillerne og DBU, siger Peter Møller.

Anders Hagen tiltræder officielt i den nyoprettede stilling 1. juli.

Siden sommeren 2012 har det været et krav for alle superligaklubber at have en SLO ansat.

/ritzau/

Facebook
Twitter