DBU’s formand om farcelandskamp: ’Situationen er træls, men vi fik det bedste ud af det’

Det danske landshold bestående af spillere fra 2. division og futsallandshold sled sig til et nederlag på 0-3 til Slovakiet.

Et minde til fotoalbummet for nogle af de vikarierende landsholdsspillere. (Foto: RADOVAN STOKLASA © Scanpix)

Testkampen mellem det danske landshold og Slovakiet blev ikke den ydmygelse, mange havde forventet. Vikarlandsholdet tabte blot 0-3, men omstændigheder omkring kampen betyder, at testkampen stadig må kategoriseres som lidt af en farce.

DBU’s formand, Jesper Møller, var efter kampen dog taknemmelig for de vikarierende landsholdsspillers indsats.

- Det har været en træls situation, med stor respekt for den indsats som vores vikarlandshold ydede i dag. Det var vigtigt for os at komme herfra på en ordentlig måde. Det er altid træls at tabe, men som John ’Faxe’ Jensen (midlertidig landstræner, red.) sagde til spillerne, så er det her måske det bedste nederlag, dansk fodbold har lidt i nyere tid, siger Jesper Møller.

Konflikten mellem de normale landsholdsspillere og DBU har betydet, at unionen endte med at stille med et hold bestående af spillere fra 2. division og fra futsal-landsholdet.

Alternativet var slet ikke at stille op. Men efter at kvindelandsholdet i efteråret lå i en lignende konflikt med DBU og meldte afbud til en VM-kvalifikationskamp, som betød, at holdet fik en betinget straf om udelukkelse fra EM- og VM-slutrunder, hvis de inden for en periode på fire år igen meldte afbud til en kamp, turde DBU ikke at blive hjemme fra testkampen mod Slovakiet onsdag.

- Vi havde ikke noget valg. Vi vil altid stille med det bedste hold, men med Uefas betingede dom hængende over hovedet, så var det her altså situationen, og jeg synes, vi fik det bedste ud af det.

Vil ikke udelukke noget

DBU har for få dage siden meldt ud, at de ikke vil forhandle med de normale landsholdsspillere imellem landskampe.

Og selvom landsholdsspillerne indtil videre ikke har villet acceptere DBU’s tilbud om en midlertidig aftale, vil Jesper Møller ikke helt udelukke, at Christian Eriksen, Simon Kjær, Kasper Schmeichel og resten af landsholdet stiller op for Danmark på søndag, når det gælder Wales i Uefas nye turneringsformat, Nations League.

- Tiden er ikke til at udelukke noget som helst. Vi har en interesse i at stille med det bedste hold, vi kan. Det er en ny turnering for os og Uefa, men nu skal vi have lov at sove på det, der er sket i dag, siger Jesper Møller.

Kampen mod Wales spilles på søndag og kan ses på Kanal 5 kl. 18.00. Kampen kan også høres i LIGA på P3 eller følges på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter