De danske vikinger indtog Dublin: Se de bedste billeder fra EM-dramaet

Danmark kvalificerede sig mandag aften til sommerens EM-slutrunde ved at spille 1-1 i Dublin.

En forfærdelig fodboldkamp, men et fantastisk drama. Danmark var kommet til Irland for at få et resultat, og det fik de med 1-1 i den afgørende EM-kvalifikationskamp mandag aften.

Ét sølle dansk skud på mål blev det til på 94 minutter, én scoring kom der ud af det, og selv om de irske tropper formåede at udligne Martin Braithwaites føringsmål i de døende minutter, så holdt danskerne stand. Derfor står den nu på EM i København til sommer for det danske landshold.

Herunder kan du se de bedste billeder fra opgøret - og den efterfølgende fest på banen.

  • Skønsang før stormen. Danmark gør klar til gyserkampen mod Irland. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    1 / 12
  • Thomas Delaney måtte allerede efter kort tid bide i græsset og lade sig udskifte. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    2 / 12
  • Ikke længe efter var det Andreas Cornelius' tur til at forlade banen med en skade. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    3 / 12
  • Efter 73 minutter dukkede Martin Braithwaite pludselig op i feltet efter et indlæg fra Henrik Dalsgaard. På fornem vis skubbede danskeren kuglen i nettet, og sendte dermed Danmark meget tæt på en EM-billet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    4 / 12
  • Blot 12 minutter senere var den dog gal i det danske forsvar. Matt Doherty kom først på et indlæg, og så var der dømt gummiben i den danske lejr. (Foto: John Sibley © Scanpix)
    5 / 12
  • En irsk scoring ville efter udligningen sende Danmark ud i kulden, så der var god grund til at tjekke uret for landstræner Åge Hareide. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    6 / 12
  • Det lykkedes dog ikke Irland at score mere end den ene gang, og derfor kunne danskerne falde hinanden om halsen. (Foto: John Sibley © Scanpix)
    7 / 12
  • Kasper Schmeichel gav den efter slutfløjtet som capo foran de 2.700 medrejsende, danske fans. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    8 / 12
  • De danske landsholdsspillere forstod at fejren EM-kvalifikationen med de danske fans. Som det også var tilfældet, da landsholdet kvalificerede sig til VM på samme stadion for to år siden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    9 / 12
  • Christian Eriksen fandt sågar vikingehjelmen frem i fejringen. (Foto: LORRAINE O'SULLIVAN © Scanpix)
    10 / 12
  • Åge Hareide, der efter EM i 2020 bliver erstattet af Kasper Hjulmand som landstræner, blev hyldet på behørig vis af de danske fans. (Foto: David Klein © Scanpix)
    11 / 12
  • Danmark slutter EM-kvalifikationens gruppe D med 16 point efter otte kampe. Fire sejre, fire uafgjorte og nul nederlag. Nok til en andenplads efter Schweiz, der mandag aften krøb forbi Danmark med en sejr ude over Gibraltar. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
    12 / 12