For første gang har Hjulmand set bort fra Braithwaite, mens flere spillere får comeback

Kasper Hjulmand har udtaget truppen til de kommende EM-kvalifikationskampe mod Kasakhstan og San Marino.

Martin Braithwaite er for første gang, mens han har været til rådighed, ikke blevet udtaget af Kasper Hjulmand. (Foto: © Kim Price, Associated Press)

De bliver de sædvanlige stjerner, der skal sikre det danske fodboldlandshold de næste vigtige point i jagten på at komme med til næste sommers EM.

Tirsdag har landstræner Kasper Hjulmand udtaget truppen til de kommende EM-kvalifikationskampe mod Kasakhstan og San Marino, og foruden et par enkelte tilbagevendte spillere, som ikke var med i den seneste trup, var det velkendte navne, han remsede op.

Christian Eriksen, Simon Kjær og Rasmus Højlund er således alle at finde i den 23 mand store trup.

Til gengæld har Kasper Hjulmand for første gang i sin periode som landstræner ikke fundet plads til Martin Braithwaite, der i sidste sæson rykkede ned i den næstbedste spanske række med sin klub Espanyol.

Du kan se hele truppen herunder:

I køen om spilletid på angrebspositionen er flere spillere lige nu foran ham, og derfor er han ikke med i denne omgang, forklarer landstræneren.

Den 32-årige angriber skal dog nok "give nogle svar", som bringer ham tilbage i kampen om en plads på landsholdet.

- En spiller som Martin Braithwaite har vi haft med hver eneste gang. I så nok alle sammen i går (at han lavede to mål, red.). Han er bare en dygtig spiller, som man skal passe på med at afskrive, siger Kasper Hjulmand.

I videoen herunder kan du høre Kasper Hjulmands forklaring på, hvorfor Martin Braithwaite ikke er med i landsholdstruppen:

Comeback til Billing, Skov og Daramy

Udover de sædvanlige stjerner har Kasper Hjulmand også fundet plads til Robert Skov fra tyske Hoffenheim, der er med igen efter en skade.

Det glæder landstræneren, for han en række spidskompetencer, der kan blive bragt i spil og potentielt også blive brug for mod Kasakhstan og San Marino.

- Han har kæmpet med skader, men har fået fast spilletid igen. Det spark, og den indlægsfod han har, er noget, vi kan bruge, siger Kasper Hjulmand.

Robert Skov var også med på landsholdet under VM i Qatar. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det samme gør sig gældende for Philip Billing fra Bourmenouth og Mohamed Daramy, der i sommer skiftede til franske Stade Reims.

De få udskiftninger på holdet ændrer dog ikke på landstrænerens krav til sine spillere.

Målsætningen er at sikre seks point på de to kampe mod Kasakhstan og San Marino.

- Det her er to kampe, som vi skal vinde. Vi skal vinde de sidste fire, en kamp ad gangen.

- Vi er rigtig opsatte på at vaske en lidt sort plet væk fra Kasahkstan til at starte med. Vi får fuld opbakning, og hvor er det fantastisk, at vi kommer ind til en fyldt Parken. Det er virkelig et privilegie, og det tager vi ikke for givet, siger landstræneren.

Danmark møder Kasakhstan lørdag den 14. oktober, og tirsdag den 17. oktober venter så San Marino. Begge kampe kan følges i Liga på P4 og i app'en DR Nyheder.