Delaney i garderobekrise efter jubel: Der er øl på alt mit tøj

Midtbanekrigeren kalder VM-billetten for det største i karrieren.

Der blev sprøjtet godt med øl efter VM-billetten kom i hus. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Der blev sprøjtet med en hel del øl efter Danmarks VM-billet kom i hus med en imponerende 5-1 sejr over Irland.

Det gik især ud over landsholdets Thomas Delaney.

Thomas, hvor meget champagne har du i dit hår?

- Det er øl. Og der er rigtig meget. Der er blevet sprøjtet med mere øl end der er blevet drukket, siger Thomas Delaney til DR Sporten.

Og ølsprøjteriet har faktisk givet Delaney nogle uforudsete problemer

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal rejse hjem i, for der er dømt vådt tøj i omklædningsrummet. Så det er næste problem, men på en dag som i dag, så er alle sådan nogle ting fuldstændig ligegyldigt, siger Delaney.

For efter Irlands lynhurtige føringsmål, så krævede det stor karakter for de danske spillere at komme tilbage.

- Jeg er bare stolt over, at vi kom tilbage. Vi havde en rigtig god følelse tidligt i kampen over, at vi blev ved med at skabe chancer, og det var bare ét mål, vi skulle bruge. Og at det så ender med 5-1, det er jo fuldstændig surrealistisk. Lige nu er det bare med at nyde det her. Det er for mig, det største i min karriere, siger Werder Bremen-spilleren.

Og det var bestemt én mand ansvarlig for. Christian Eriksens hattrick var nemlig med til at sende Danmark til VM.

Er i gået i gang med at starte en underskriftsindsamling for at få rejst en statue af Christian Eriksen?

- Nej, det har han sgu ikke fortjent endnu. Han skal lige blive ved til VM, så skal jeg nok selv betale for den statue der, siger Thomas Delaney.

DR har fået unik adgang til landsholdet under genrejsningsperioden efter flere missede slutrundekvalifikationer.

Journalist Niels Christian Jung har fulgt holdet bag facaden i kampen om en plads ved VM i Rusland 2018. Du kan følge op- og nedturen for holdet over tre afsnit i dokumentarserien 'Vi er landsholdet'.

Sidste afsnit af tre sendes på DR1 mandag d. 27/11 kl. 20.45. Du kan se de to første afsnit her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve