Den danske anfører har aldrig spillet på et bedre landshold

Danmark vandt 4-0 over Moldova lørdag aften og kan nu sikre VM-pladsen med en sejr mod Østrig.

Simon Kjær spillede sin landskamp nummer 116 mod Moldova. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Lad os bare sige det, som det er.

Tallene ser aldeles fremragende ud for Kasper Hjulmands landshold. Også efter lørdagens 4-0-sejr over Moldova.

Tre matchbolde i VM-kvalifikationen. Syvende sejr i samme antal kampe. 26 mål scoret og stadig ingen lukket ind i den anden ende.

Tilmed er Danmark det eneste hold i den europæiske VM-kvalifikation, der har gjort rent bord efter syv spillerunder.

På tirsdag gælder det så den ottende kamp i kvalifikationen og den første af de tre førnævnte matchbolde. Hvis Danmark vinder i Parken over Østrig, så er billetten til VM i 2022 hjemme.

Der er god grund til tilfredshed hos Kasper Hjulmand. Hans landshold styrer sikkert mod en VM-billet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Landstræner Kasper Hjulmand er da også tilfreds. Måske ikke så meget på baggrund af kampen mod Moldova, hvor anden halvleg blev 'rodet', men mere det, resultatet betyder: At Danmark kan sikre VM-billetten på hjemmebane på tirsdag mod Østrig.

- Mine tanker er på Østrig på tirsdag, og jeg glæder mig helt vildt. Det er alt, hvad det drejer sig om for nu at se, om vi kan tage det sidste skridt på tirsdag. Det vil vi gøre alt, vi kan, for, siger Kasper Hjulmand.

Også anfører Simon Kjær var tilfreds med indsatsen mod Moldova, som han kalder 'professionel'.

- Nogle gange skal tingene løsne lidt op, og man skal finde ud af, hvor rummene ligger, men efter vi fandt dem, spillede vi med stor ro og omtanke, og det var en fin kamp inden opgøret mod Østrig på tirsdag, siger Simon Kjær.

Som sin landstræner mener anføreren også, at VM-billetten skal sikres, når Østrig gæster Danmark og Parken på tirsdag.

- Tirsdag aften kan og skal blive magisk, siger han.

Simon Kjær scorede til 2-0 fra straffesparkspletten mod Moldova. (Foto: GLEB GARANICH © Ritzau Scanpix)

Kasper Hjulmand havde forud for kampen valgt en næsten uændret startopstilling i forhold til den seneste landskamp, men i løbet af kampen mod Moldova fik han skiftet flere af stamspillerne ud.

- Vi spiller en rodet anden halvleg, men overvejelserne var at få sparet dem, der skulle spares, og sørge for, at vi kommer frem til kampen tirsdag uden skader og karantæner, og det lykkedes, siger Kasper Hjulmand.

Men landstræneren kan trygt skifte ud, mener anfører Simon Kjær, der spillede sin landskamp nummer 116 mod Moldova.

- Det her er det bedste landshold, jeg har været med til at spille på. I forhold til bredde, kvalitet og typer, der tror jeg, det nogle gange er en befrielse at være fodboldspiller og bare kunne gå ind til den opgave, som man har. Det er Kasper, der skal sidde og vælge mellem alle de spillere og typer.

- Men det er selvfølgelig også et privilegie for ham, at han har så mange muligheder. Men som vi har set gennem hele kvalifikationen, så lige meget hvem han spiller, så kommer de ind med den samme indsats og indstilling. Det er kernen af det hele, der gør, at det fungerer så godt både offensivt og defensivt. Så truppen og fremtiden ser utroligt lys ud, siger Simon Kjær.

Danmark spiller mod Østrig tirsdag klokken 20.45 i Parken.

Facebook
Twitter