Der er sket lidt siden dengang Gribben fra Kerteminde delte aviser ud i nabolaget

Målmand Oliver Christensen spillede onsdag sin første A-landskamp, og i sin efterfølgende debuttale tog han både pis på sig selv og holdkammeraterne.

Man skal passe på, hvad man hiver ned fra tøjstativerne.

Da målmand Oliver Christensen var yngre, steg på bussen med ungdomsholdet i OB, havde han altid en trøje med en grib på.

Vupti, så hedder man pludselig ’Gribben fra Kerteminde’. Sådan er det med de øgenavne. De hænger ved. Som at træde et stykke tyggegummi op under skosålen.

Onsdag aften baskede den debuterende fynbo så med vingerne i A-landsholdets bur, holdt nullet mod Sverige og fik dermed sat flueben ud for en drengedrøm.

Jovist, udtagelserne hænger løsere på træerne end de plejer på grund af coronasituationen, det var talentet udmærket klar over, men det fjernede ikke én procent af stoltheden.

  • Kun syv spillere trænede med ved landsholdets træning torsdag, seks markspillere og så målmand Oliver Christensen (tv.). Det gav tid til at nørde detaljer og finesse med landsholdets målmandstræner Lars Høgh (th.). (Foto: © THOMAS SJØRUP, Scanpix)
  • Oliver Christensen blev kun for alvor testet én gang under debutkampen mod Sverige. Her afværgede han med lodder og trisser et skarpt svensk frisparksforsøg i anden halvleg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)
1 / 2

21 år gammel, et skridt frem i omklædningsrummet og, som traditionen foreskriver, et par bevingede ord.

- Jeg lavede bare lidt lir som sædvanlig og takkede den britiske regering og Robert Skov for min debut, siger Oliver Christensen til DR Sporten.

Du kan se Oliver Christensens tale herunder.

Britiske rejserestriktioner, som forhindrede det normale førstevalg Kasper Schmeichel samt Jonas Lössl i at være med. Robert Skov, der med sin positive coronaprøve tidligere på ugen isolerede store dele af truppen, heriblandt målmændene Frederik Rønnow og Jesper Hansen.

- Men jeg fik også sagt, at jeg var glad for at få chancen, og at trænerteamet havde tiltro til mig. Og at jeg var glad for, at der blev kæmpet for at holde nullet, selvom vi var foran 2-0. Det betyder meget for mig, siger Oliver Christensen.

Skal nyde det og tage følelserne ind

Det lå hverken i kort eller stod i stjerner, at OB-spilleren Oliver Christensen skulle i spil. Hevet ind i tirsdags som tredjekeeper for dagen derpå pludselig at ligne det bedste bud på en starter.

- Det var en speciel situation, men det er også en speciel tid lige nu, siger målmanden, som i søndags spillede for sin klub OB mod Brøndby og dengang ’ikke havde turdet drømme om’, hvad den efterfølgende uge endte med at byde på.

Det er gået lidt hurtigt det hele. På knap og nap halvandet år har Christensen erobret målet i OB, sat sig på pladsen hos U21-herrerne og nu fået debut i A-regi.

Herunder sætter Lars Høgh, målmandstræner på A-landsholdet, ord på nogle af de forventniner, fynsk fodbold og OB har haft til Oliver Christensen.

En stille dag på kontoret på nær et kraftfuldt svensk frispark, men her var fynboen klar, strakte sig op i det højre hjørne og afværgede missilet.

Det fortjener ros, mener en anden fynbo, nemlig landsholdets målmandstræner Lars Høgh.

- Vi er meget tilfredse. Oliver er rigtig glad, og det skal han fandeme også være. Han skal nyde det og tage det hele ind. Han vil gerne med igen på et tidspunkt, ved jeg, og derfor er det vigtigt at tage de følelser ind, han får med præstationen, siger Danmarks målmandstræner, Lars Høgh.

Høgh har selv en fortid som landsholdskeeper, og så har han med sine 817 kampe for OB i perioden 1977 til 2000 mytisk status i det fynske fodboldlandskab. Derfor glæder han sig også rigtig meget over den eksplosive udvikling, Oliver Christensen har været igennem.

- Jeg har kendt Oliver, siden han var en lille dreng og gik rundt med aviser nede i Kerteminde, og bare dét var et godt tegn. Det var en rigtig dreng, siger Lars Høgh.

Hvedebrødsdagene har også en ende

Der var længe hvisket og tisket i krogene om, at Oliver Christensen var udstyret med så stort et talent, at han meget vel kunne blive den næste af OB’s ’egne’, der kom ind og vogtede kassen i Superligaen.

To skader og så stod han der. Lyshåret, handskeklædt fynbo. Tilfældigheder. Også dengang. Men da OB året efter solgte det klare førstevalg Sten Grytebust, stod Oliver Christensen klar til at overtage.

En chance den 'gode dreng' tog, mener Høgh.

- Oliver vil det bedste for sine omgivelser og er klar til at investere det, der skal til. Det er måske en floskel, men det gør han. Hvor mange kilometer han ikke har tilbagelagt fra Kerteminde til Odense for at komme ind og træne for at blive bedre? Det er rigtig mange. Han har hele tiden haft den her ærgerrighed, siger Lars Høgh.

Og temperament, ikke mindst.

- I ungdomsårene spillede det ham måske et pus, men det er en styrke at have den energi, at du vil det så meget. At du engang i mellem sparker lidt til stolperne eller bolden ad h… til, når det ikke lige går, som du ønsker det. Det er han kommet ud over og har fundet den ro, der skal til, siger Lars Høgh.

- Oliver Christensen har været gennem en god udvikling, og det er det, der sker, når unge spillere får lov til at spille. Han har arbejdet sig ind på OB’s hold og har fortjent pladsen, siger landstræner Kasper Hjulmand. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Scanpix)

Men, men, men. Hvedebrødsdagene har også en ende. Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Frederik Rønnow og Jesper Hansen står endnu foran i målmandskøen, understreger landstræner Kasper Hjulmand.

Anderledes omstændigheder for en stund, men forhåbentlig kan det motivere Oliver Christensen til at arbejde endnu hårdere fremadrettet, lyder opfordringen.

- Hvis Oliver kigger på de fire andre, har han nogle gode rollemodeller. Han kan kigge på og tale med dem om, hvad de gjorde i den alder i forhold til at arbejde hårdt og med detaljer. Jeg håber, at det giver ham blod på tanden. Han har i hvert fald fået en vitaminpille til at gøre det endnu bedre nu, siger Danmarks landstræner, der også har hørt efter.

- Gribben fra Kerteminde.

Ja, sølle én kamp inde i A-landsholdskarrieren o g så har det allerede bidt sig fast, øgenavnet.