Dolberg: Jeg fik ikke sat et stort nok aftryk

Den talentfulde angriber Kasper Dolberg er startet inde både mod Irland og Østrig, men er ikke selv tilfreds med sine præstationer.

Kasper Dolberg er startet inde i de to seneste landskampe, men har haft svært ved at komme frem til chancer. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Forventningerne er tårnhøje til Ajax-angriberen Kasper Dolberg, der i lørdagens Nations League-kamp ude mod Irland for første gang i karrieren startede inde i en landskamp.

Tirsdag var der genvalg til den 21-årige angriber i testkampen mod Østrig i Herning.

Den tidligere Silkeborg-spiller blev dog pillet ud i pausen og erstattet med Christian Gytkjær i 2-0-sejren efter en indsat, hvor Dolberg i glimt viste prøver på sin kunnen, men omvendt aldrig kom helt tæt på at få nettet til at blafre.

- Jeg har ikke fået sat så stort et aftryk, som jeg gerne ville, men det har været rigtig rart at være en del af startelleveren. Det er jeg meget stolt af og glad for, siger Kasper Dolberg, der efter en lang skadesperiode for sit klubhold har fået gang i målscoringen igen i den hollandske Æresdivision.

I kampene mod Irland og Østrig har den blonde bomber dog ikke været i nærheden af at finde netmaskerne.

- Jeg ville gerne have gjort mere. Være afgørende og have scoret et mål. Så jeg vil ikke sige, jeg er helt tilfreds, men det er omvendt ikke helt skidt, siger Kasper Dolberg i sin klassiske lavmælte stil.

Hurtigløber har suget til sig

Mens der ikke var mål i Dolberg-støvlerne, så blev Martin Braithwaite noteret for en scoring, da han stod for 2-0-scoringen mod Østrig.

Braithwaite havde i kampen mod Irland fået den svære opgave at afløse Christian Eriksen, mens han tirsdag aften måtte starte med at tage plads på bænken.

Den tidligere Esbjerg-angriber kom dog ind i anden halvleg og markerede sig fint.

- Jeg har en god fornemmelse. Jeg har lært en masse. Også fra den første kamp i forhold til, hvad man skal gøre, når man står overfor så kompakt et hold. Det handler om at være meget bevægelig. Det forsøgte jeg at gøre i dag, siger Martin Braithwaite, der kalder 0-0-kampen mod Irland lærerig.

- Det er i kampene som Irland, hvor det ikke rigtig kører, at du lærer mest. Det er der, du kan reflektere lidt over tingene og gøre tingene anderledes, siger Braithwaite, der sammen med holdkammeraterne kan notere sig, at de ikke har tabt en kamp i ordinær spilletid i to år.

- Sejre giver selvtillid og sådan som vi spillede i dag, der skal vi bare fortsætte de gode takter.

Facebook
Twitter