Dribleren Sisto er blevet mentalt stærkere: 'Det er hårdt og svært - men jeg elsker det'

Pione Sisto har været kritiseret for sine præstationer på landsholdet, men kantspilleren vil ikke lade sig påvirke.

Pione Sisto og landstræner Åge Hareide ved fodboldlandsholdets træning på Vildbjerg Stadion. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Pione Sisto er i gang med sin tredje sæson i spanske Celta Vigo.

En ny sæson, der kommer på bagkant af en VM-slutrunde i Rusland, der ikke blev nogen bragende succes for den vævre kant.

Man er som bekendt ikke bedre end sin sidste kamp, og i en verden, hvor næste eksamen kommer i halen på den seneste, så er det vigtigt at have mental styrke. Især hvis man er ramt på selvtilliden.

- I fodbold går tiden hurtigt, så man er nødt til at komme videre. Jeg tænker ikke så meget over VM mere - udover at det var en fed oplevelse, siger Pione Sisto.

- Det var jo ikke skidt, det jeg gjorde. Det bliver det kun, hvis jeg ikke lærer af det.

Skal ud af comfort zonen

Pione Sisto er disse dage samlet med landsholdet, hvor forberedelserne til lørdagens Nations League-kamp i Dublin mod Irland er i fuld gang.

Både under og efter VM er kantspilleren blevet kritiseret for sine præstationer i rødt og hvidt, og da Danmark mødte Wales i Aarhus, blev Sisto skiftet ud i pausen.

Det pres, som Pione Sisto møder fra sine omgivelser, er dog ikke noget, der slår ham ud.

- Det pres, der er, er noget, jeg selv tillader. Jeg skal selv styre, om jeg lukker det ind. Jeg er en dribler, og det er hårdt og svært, men jeg elsker det. Det presser mig til at være mig selv.

- Jeg skal kunne håndtere at spille den slags kampe som under VM, selv om tingene i det private måske ikke fungerer, og det kræver en mental styrke. Jeg skal ud af min comfort zone, for jeg ved godt, hvor jeg ikke er glad for at være, men jeg forsøger at lade frygten guide mig, for det er der, jeg lærer mest, siger Pione Sisto.

Danmark spiller lørdag klokken 20.45 i Dublin mod Irland, inden det tirsdag går løs mod Østrig i en venskabskamp i Herning.