Drone udløser masseslagsmål i Serbien

Kaotiske scener i kampen mellem Serbien og Albanien, efter Drone med albansk flag overflyver stadion.

Kampen blev stoppet, da en drone, der fløj ind over banen, udløste et kæmpe slagsmål. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)

Mens Danmark netop nu spiller i Parken mod Portugal, tager Serbien i samme gruppe hjemme imod Albanien i EM-kvalifikationen. Kampen er dog blevet afbrudt, da en drone med et albansk flag fløj ind over stadion.

En serbisk spiller fik fat i flaget og hev dronen til jorden, hvorefter der opstod tumult spillerne imellem. Kort efter løb flere tilskuere på banen og skabte yderligere tumult.

Det er første gang at det albanske landshold er på besøg i Beograd siden 1967, og ingen af gæsternes fans har fået adgang til kampen.

Det europæiske fodboldforbund (UEFA) skriver på sin hjemmeside, at kampen ikke vil blive genoptaget. Det er endnu uvist, hvilke eventuelle sanktioner episoden vil udløse.

Facebook
Twitter