EM-helten Mikkel Damsgaard vender tilbage i rødt og hvidt

Landstræner Kasper Hjulmand har udtaget Danmarks trup til de kommende kampe i Nations League.

Mikkel Damsgaard er tilbage på landsholdet efter en længere skadespause. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)

Mikkel Damsgaard er tilbage på landsholdet.

Midtbanespilleren, der under sommerens EM tryllebandt hele Danmark med sit fikse fodarbejde, har været skadet i store dele af sæsonen.

Men den 21-årige Sampdoria-spiller er efterhånden ved at være fit for fight, og derfor er han blevet udtaget til fodboldlandsholdet, der samles i begyndelsen af juni for at spille Nations League-kampe mod de franske verdensmestre samt Østrig og Kroatien.

- Han er i en opbygningsfase, men mon ikke vi får set ham en del i de her kampe, for han glæder sig helt vildt til at være med igen. Han har jo ikke brug for at få pause, han har brug for at forlænge sæsonen lidt, når han har været så meget ude, siger labndstræner Kasper Hjulmand.

Selvom han fik comeback på sit italienske klubhold i april, forventer landstræneren ikke, at den lille fodboldtroldmand er klar til at spille alle kampene i rødt og hvidt i denne omgang.

Det er nemlig et tætpakket kampprogram, Danmark går ind til, og faktisk skal de spille hele fire kampe på blot ti dage. Og det er måske lidt mere, end hvad Mikkel Damsgaard endnu kan holde til.

- Han er på vej tilbage, men han er ikke helt oppe endnu, siger Kasper Hjulmand.

Men på banen kommer han med al sandsynlighed, og det kan meget vel blive i selskab med Christian Eriksen.

Selvom de begge udfylder en nogenlunde lignende rolle som et offensivt omdrejningspunkt, burde der sagtens være plads til både Christian Eriksen og Mikkel Damsgaard, fortæller landstræneren.

- Det ligger der gode muligheder i. Det havde jeg også forberedt frem mod EM. Så lad os se, om vi ikke får det at se i nogle af kampene, siger Kasper Hjulmand.

Tirsdag har Kasper Hjulmand udtaget 29 mand til sin landsholdstrup. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Ud over Mikkel Damsgaard og Christian Eriksen er spillere som Daniel Wass, Kasper Schmeichel, Martin Braithwaite og Thomas Delaney også udtaget til truppen.

29 spillere skal skæres til 16

Til kampene mod de franske verdensmestre samt Østrig og Kroatien har landstræneren udtaget 29 spillere.

Det er et højt antal, og truppen skal da også skæres ned til 26, når weekenden er ovre, fortæller Kasper Hjulmand.

Men de mange udtagne spillere skal ses i lyset af, at nogle - som Mikkel Damsgaard - godt kunne bruge den ekstra træning efter en længere periode uden for banen, mens andre skal ses an, efter de har spillet en fornem forårssæson.

I den sidste kategori er FC Midtjylland-spilleren Anders Dreyer samt forsvarsspilleren Mads Bech Sørensen, der spiller for engelske Brentford.

Samlet set har de to spillere fået to A-landskampe, og sidstnævnte er endda udtaget til landsholdet for første gang. Men det er fortjent, at han nu er med i rødt og hvidt, fortæller Kasper Hjulmand.

- Vi har jo haft en jagt efter noget venstrebenet både på venstreback og som venstre stopper. Han har spillet mod nogle af de bedste angribere i verden og i den måske bedste liga i verden, og han har gjort det godt. Foreløbigt er han kaldt ind, og det er et kæmpe skulderklap til ham, siger landstræneren.

Mads Bech Sørensen har spillet en flot sæson for Brentford, og han er nu udtaget til landsholdet. (Foto: Matthew Childs © Ritzau Scanpix)

Ud over Mads Bech Sørensen er nye navne som Mads Roerslev fra Brentford og Morten Hjulmand fra italienske Lecce inviteret med til landsholdssamlingen for at træne med.

Om de kommer til at indgå i den 26-mands store trup, der møder Frankrig, Østrig og Kroatien er endnu ikke til at sige, men en spiller, der helt sikkert ikke kommer i aktion her, er landsholdets anfører Simon Kjær.

AC Milan-spilleren blev knæskadet tilbage i efterået, og den er han stadig ikke blevet helt kvit.

Men selvom han endnu ikke er klar til at gå på banen, rejser Simon Kjær hjem til Danmark for at deltage i landsholdssamlingen. Og det glæder Kasper Hjulmand.

- Han arbejder så hårdt. Han er så dedikeret og har så meget ild i sig. Jeg synes, det er fantastisk at se den dedikation, Simon har, og at han sempler ind på eget initiativ oppe i lejren, det viser bare en hel del om ham, siger landstræneren.

Danmark møder Frankrig i den første af Nations League-kamp den 3. juni. Opgøret kan følges på TV2.