Er Mæhle og Wass ved at revolutionere landsholdet? 'Det ser rigtig godt ud både nu og for fremtiden'

Begge Danmarks mål i VM-kvalifikationskampen mod Skotland blev scoret af backerne.

Joakim Mæhle scorede til 2-0 mod Skotland. (Foto: Michael Barrett Boesen © Copyright © Michael Barrett Boesen)

Hvor ofte vinder et fodboldhold 2-0, og begge mål er scoret af backerne?

Umiddelbart sjældent, men ikke desto mindre var det netop det, der skete, da Danmark slog Skotland onsdag aften.

Daniel Wass og Joakim Mæhle, back i hver sin side af banen, dukkede op med hver sin scoring i VM-kvalifikationskampen.

Men faktisk er det ikke helt tilfældigt, at backerne trives på det danske landshold. Det er nemlig en rolle, der er stort fokus på fra dansk side, forklarer landstræner Kasper Hjulmand.

- Backpositionen er en spændende position. Det er en vigtig position i mange ting både i det forsvarsmæssige, men også de muligheder, det giver med rotationer, at man har backen lidt inde i banen, eller man har det gode ben inderst.

- De forskellige muligheder, der er på den position, synes jeg er spændende, og det har jeg gjort længe og arbejdet med relationen mellem midtbanen og den kantspiller, man har foran sig, siger landstræneren.

  • Daniel Wass startede inde på højre back, og han scorede til 1-0 mod Skotland. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  • Joakim Mæhle startede inde på venstre back, og han kom også på måltavlen. (Foto: GASTON SZERMAN)
1 / 2

Onsdagens kamp mod Skotland var et glimrende eksempel på, hvordan backerne kan bruges. Mens Daniel Wass i højresiden tydeligvis trak ind centralt i banen, blev Joakim Mæhle i venstresiden mere ude langs sidelinjen.

Og det var helt efter planen, forklarer Joakim Mæhle.

- Med en type som Mikkel Damsgaard, der ligger mest i mellemrummet, har vi brug for en, som holder bredden og går dybt derude. Det har jeg fået at vide af Kasper Hjulmand, at jeg skal blive ved med. God tillid fra ham og en god fri rolle.

- Vi har snakket om, at Wass skal ind og spille i mellemrummet, som han gjorde godt i førstehalvleg mod Skotland, hvor vi finder de rum. Vi kan spille meget fleksibelt med rotationer både ind og ud, så jeg synes, at det er en modernisering, og det går den rigtige vej. Det ser rigtig godt ud både nu og for fremtiden med den måde, vi spiller på og den frihed, vi har, siger Joakim Mæhle.

Det giver landstræneren stor taktisk fleksibilitet, påpeger Daniel Wass, at der er flere muligheder for, hvordan backerne udfører rollen.

- Det er rart at være back på landsholdet og specielt den rolle, jeg havde i går, hvor jeg kunne gå med ind på midtbanen og spille lidt med.

- Jeg synes, det er spændende, at vi er så fleksible i måden at gøre tingene på. Jeg tror, Kasper (Hjulmand, red.) er meget godt tilfreds med, at han kan spille flere systemer, og vi bare retter os ind. Jeg synes, det viser, hvor meget kvalitet, vi har på det her hold, at vi kan skifte system, og folk kommer ind og har høj kvalitet over hele linjen, siger Daniel Wass.

Joakim Mæhle forklarer, hvordan han er blevet så målfarlig på landsholdet:

Mens Daniel Wass scorede sit første landskampsmål i onsdagens kamp mod Skotland, så har back-kollegaen Joakim Mæhle fundet vej til netmaskerne fem gange i sine 17 landskampe. Målfarlighed hos backerne er en indarbejdet del af Kasper Hjulmands 3-4-3-formation.

- Når du er wingback, er det vigtigt, at du kommer med i feltet, og det synes jeg, at de backs, vi har her, er rigtig dygtige til. Du kan bare se Mæhle og Jens (Stryger Larsen, red.), som også kommer rigtig meget med i feltet, har lavet mål, så det er en rigtig vigtig del af det her hold, siger Daniel Wass.

Men selvom der fra landstrænerens side er lagt op til, at backerne skal deltage i det offensive, så overrasker det alligevel Joakim Mæhle, at han scorer så mange mål på landsholdet.

- Jeg tænker hver gang, at jeg kan sgu da ikke blive ved, og så scorer jeg flere mål. Det er selvfølgelig dejligt. Der er en masse frihed på min side af banen, og jeg har et pissegodt sammenhold med både Delaney og Damsgaard, som er i min side. Hvis jeg går frem, dækker Delaney op og omvendt, siger Joakim Mæhle.

FacebookTwitter