Eriksen om manglende dansk skarphed: 'Vi er nødt til at gribe chancerne'

For mange danske chancer blev misbrugt mod Irland, og det skal ændres før mandagens opgør mod Georgien.

Christian Eriksen og holdkammeraterne fik godt med skudtræning i Parken fredag aften.

18 gange blev der afsluttet mod det irske mål, men blot tre gange blev kuglen placeret inden for rammen. Danske spredehagl på en lunken sommeraften.

Derfor har de danske spilleres sigtekorn været under en lille finjustering frem mod mandagens kamp mod Georgien, siger Christian Eriksen.

- Vi skal blive bedre til ikke at ramme manden på vores afslutninger. Vi blev blokeret en del mod Irland. Men fokus er på at koncentrere os om at ramme den i det øjeblik, vi får chancen. Der er mange kampe, hvor det ikke går ens vej, men når man endelig rammer den, så skal den nok gå ind.

- Hvis vi skal sætte os selv i en gunstig position og gøre det nemmere for os selv, så er vi nødt til at tage chancerne, og det ved folk også godt. Fodbold handler om at score mål, så vi skal til at score nogen, siger Christian Eriksen.

Landstræner Åge Hareide varsler ændringer forud for mandagens kamp. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Hareide vasler ændringer

Åge Hareide slog på dagens pressemøde fast, at der ikke er kommet nye skader til i truppen, men at der vil blive ændret på et par positioner i den danske startopstilling.

- Der kommer ændringer på holdet, men vi tager hensyn til friskheden. Vi har fået data på, hvor langt spillerne har løbet, og hvor meget de er blevet belastet, siger Åge Hareide.

Yussuf Poulsen mente på dagens pressemøde ikke, at kampen mod Irland kostede særligt mange kræfter. Den udmelding var Christian Eriksen dog ikke helt på linje med. Men Eriksen tvivler dog ikke på, at danskerne nok skal møde op med friske ben, selvom det blot er få dage siden den seneste kamp.

- Jeg ved ikke, hvad Yussuf lavede, siden han ikke tænker, det var så hårdt. Jeg tror, at alle mener, det var en hård kamp. At spille to kampe på få dage er de fleste vant til, så friskheden skal nok komme, siger Christian Eriksen med et smil.

Facebook
Twitter