Et år siden Danmarks vanvidskamp i Basel: 'Han har jo været pivringe!'

For præcis et år siden gik Danmark fra 0-3 til 3-3 mod Schweiz. Målscoreren og medkommentatoren skruer her tiden tilbage til et øjeblik, hvor den gik i stå.

Når fodboldspilleren Henrik Dalsgaard på et tidspunkt beslutter sig for at indstille sin aktive karriere, så er der et mål, der ret hurtigt vil dukke op på nethinden, når der skal gøres status og tænkes tilbage på de største øjeblikke.

Og det samme gælder for et særligt citat sagt i samme sekvens af en euforisk medkommentator på P3.

Scenen var St. Jakobs Park i Basel for præcis et år siden den 26. marts 2019, da Danmark tog hul på EM-kvalifikationen med en udekamp mod puljens topseedede hold, Schweiz.

Efter 84 minutter var Åge Hareides mandskab nedspillet og bagud 3-0, mens hjemmeholdets strateg og anfører, Granit Xhaka, netop var skiftet ud til stående klapsalver fra hjemmepublikummet. Schweizernes sejr var sikret. Troede de.

Herefter lød det imidlertid sådan her i radiotransmissionen i LIGA på P3:

Hovedpersonen selv er da heller ikke sen til at indrømme, at målet stadig får kroppen til at vibrere.

- Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg allerede en del gange har været inde lige at gense målet og den afslutning på kampen. Det giver sådan nogle dejlige kuldegysninger og et mentalt boost. Ud over at det var fuldstændig vanvittigt, så var det jo også mit første mål for Danmark, fortæller målscorer Henrik Dalsgaard om udligningen til 3-3.

  • Mathias Zanka Jørgensen satte efter 84 minutter gang i det danske comeback med sin scoring til 1-3. (Foto: Lars Poulsen)
  • Fire minutter senere var Christian Gytkjær på pletten efter suverænt dansk angrebsspil. (Foto: Lars Poulsen)
  • I kampens overtid var det så Henrik Dalsgaard, der kunne stange udligningen til 3-3 ind. (Foto: Lars Poulsen)
  • Kort efter kunne en lettet forbløffet Åge Hareide forlade banen med sine danske spillere. (Foto: Lars Poulsen)
1 / 4

Dengang troede backen ellers længe, at landsholdets stime som ubesejret ville blive brudt, men endte med samme surrealistiske følelse, som Kenneth Møller Pedersen oplevede på DR Sportens medkommentatorplads.

- Det var ren vantro sendt direkte ud i radioen, og i klippet lyder jeg jo nærmest som Benny fra Olsen Banden med den her lalleglade klukken efter udligningen til 3-3, fortæller Kenneth Møller, der dagen efter kampen faktisk ikke kunne huske ret meget af, hvad han selv havde sagt i radioen i den hektiske slutfase.

Specielt sætningen "han har jo været pivringe" om målscoreren Henrik Dalsgaard blev flittigt citeret i dagene efter kampen, og formuleringen har også hængt ved siden.

- Han havde jo været pivringe, men det gjaldt faktisk hele det danske hold i det meste af kampen. Jeg husker egentlig de første tre-fire minutter som okay, men ellers var det især galt med det kollektive pres, og Schweiz, specielt Granit Xhaka, havde fuldstændig kontrol over den kamp. Det var også derfor, det hele var så uvirkeligt med den afslutning – men målet var elegant headet ind af Dalsgaard. Det må man sige, siger Kenneth Møller.

Henrik Dalsgaard bærer nu heller ikke nag over formuleringen.

- Han er vist ikke den første, der har kaldt mig pivringe, så det klarer jeg nok. Og vi havde alle sammen problemer med især presset, det er rigtigt. Vi var hele tiden et sekund efter, men da vi så kampen bagefter var det hele faktisk ikke så håbløst, som det føltes. Og afslutningen endte i hvert fald som noget helt særligt.

Målscorer Henrik Dalsgaard var muligvis "pivringe", men han sneg sig alligevel op på karakteren 2 i DR Sportens karakterbog efter kampen. Du kan se alle karaktererne her: