Fans smadrede spillerbussen: Danmarks dyreste blev tændt af fodboldbøllers hærværk

Landsholdspilleren Joachim Andersen fik i weekenden hilst på nogle af Frankrigs mest berygtede fodboldfans.

- Jeg blev lidt bange, hvis jeg skal være ærlig.

Danmarks dyreste fodboldspiller Joachim Andersen har oplevet lidt af hvert, siden han i sommer skiftede fra italienske Sampdoria til franske Lyon for 225 millioner kroner.

I den forgangne uge scorede danskeren sit første mål i Champions League, da Lyon besejrede Benfica på hjemmebane.

Og i weekenden fik han så hilst på nogle af Frankrigs mest berygtede fans, da Lyon var på besøg hos rivalerne fra Marseille. Et møde, der gjorde indtryk, allerede inden holdene gik på banen.

- På vej til kampen blev der kastet en masse ting på vores bus, så ruderne smadrede. Det var ikke en specielt rar oplevelse, og man blev lidt halvbange, siger Joachim Andersen smilende i landsholdslejren i Herning.

Ruderne i Lyons spillerbus blev smadret af fodboldfans før kampen mod Marseilles i weekenden. (Foto: SYLVAIN THOMAS © AFP or licensors)

Her nogle dage efter den voldsomme oplevelse kan den 23-årige midterforsvarer kun grine af episoden. Kampen mod Marseille står i dag som den vildeste kamp i Joachim Andersens karriere - på trods af smadrede ruder og et nederlag på 2-1.

- Det gjorde mig lidt sur, faktisk. Jeg følte mig mere opsat, siger den danske landsholdsspiller.

  • Lyon-danskeren Joachim Andersen scorede i sidste uge sit første mål i Champions League. (Foto: Philippe Desmazes © Scanpix)
  • Der var en vild kulisse, da Joachim Andersen og Lyon i weekenden gæstede Marseilles. (Foto: SYLVAIN THOMAS © Scanpix)
1 / 2

- Nu tabte vi godt nok, så måske havde det ikke den bedste effekt på os, men jeg følte mig mere opsat i hvert fald. Også bare kulissen med 65.000 tilskuere, det var fuldstændig vanvittig, og det er den sygeste kamp, jeg har prøvet indtil videre i min karriere.

Joachim Andersen er en del af det danske fodboldlandshold, der på fredag møder Gibraltar, før holdet mandag drager til i Irland i de afgørende EM-kvalifikationskampe.