'Faxe' som landstræner: 'Jeg elsker landsholdet for højt til at sige nej'

John 'Faxe' Jensen havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle stå i spidsen for et alternativt landshold mod Slovakiet.

Et hemmelighedskræmmeri, en brusende konflikt og en følelse af pligt til at bidrage. Sådan kan John 'Faxe' Jensens seneste 24 timer opsummeres.

Den tidligere danske landsholdsspiller, der i rødt og hvidt er mest kendt for at 'ramme den lige i røven', fik mandag et tilbud fra DBU om at stå i spidsen for et alternativt landshold til kampene mod Slovakiet og Wales.

Den opgave har 'Faxe' takket ja til, og for kort tid siden stillede Danmarks midlertidige landstræner sig op foran den fremmødte presse i Bratislava og leverede sine tanker om hele situationen, der siden weekenden er eskaleret, da forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU brød sammen.

På trods af overvejelserne om at blande sig ind i en konflikt, så var spørgsmålet om dansk fodbolds fremtid det afgørende for John 'Faxe' Jensen.

- Det er klart, at jeg skulle tænke over, hvad jeg gik ind til, og hvad jeg kan bidrage med. Men det vigtigste for mig er, at kan den 'lortesag' blive løst hurtigst muligt, hvordan kan jeg så bidrage til det. Jeg har så stor kærlighed til det danske landshold, så kan jeg bidrage til at minimere skaden, så gør jeg det.

- Jeg elsker det danske landshold. Jeg elsker historikken, helt tilbage fra Sepp Piontek og frem til nu, og jeg synes, at vi alle skal bidrage til, at vi kommer tilbage på den rigtige side, siger John 'Faxe' Jensen.

Kun lige mødt spillerne

Første møde med sin nye spillertrup blev for John 'Faxe' Jensen i flyet mod Bratislava.

Tiden ombord blev brugt på at tale med hver enkelt, få de basale ting på plads, hvem der spiller back og hvem kan tage med hænder.

Af samme årsag er muligheden for et stort trænermirakel ikke dét, der er målet med at få afviklet kampen. For det er først og fremmest dét, den skal.

- Spillerne skal bare ud og gøre deres bedste. Slovakiet er klasser bedre end os, og det skal de også være.

- Det er en meget svær situation for en træner. Vi har kun 24 timer til at forberede os, og det er ikke den samme kvalitet, vi stiller op med. Det er en 'once in a lifetime' for spillerne, og det betyder meget for dem.

- Jeg har snakket med hver enkelt spiller, og i aften ser vi noget video om det hold, vi skal møde, og så træner vi i morgen tidlig. Spillerne kender ikke hinanden, så det er det sværeste. Vi kommer nok kun til at have bolden i ti procent af tiden, men i den tid skal vi forsøge at være aggressive, og spillerne skal have et smil på munden fra de træder ind på banen til de forlader den, siger John 'Faxe' Jensen.

Kampen spilles i morgen aften 20.45. Du kan se hele interviewet med John 'Faxe' Jensen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter