FCK-talent fuldender superforår med EM-udtagelse: 'Det kunne ikke skrives meget bedre'

I marts fik Jonas Wind debut på Danmarks U21-landshold, og tirsdag blev han udtaget til sommerens EM-bruttotrup.

Jonas Wind har spillet 34 kampe FC København og scoret otte mål. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Ikke meget er gået imod Jonas Wind dette forår.

I marts fik den 20-årige fodboldspiller debut for det danske U21-landshold i en testkamp mod Belgien og kvittede med en scoring, og på lørdag får han sammen med resten af FC København-mandskabet hængt guldmedaljer om halsen efter en suveræn sæson i Superligaen.

En på mange måder godkendt sæson for den unge angriber. Og som man troede, det ikke kan blive bedre, så hvorfor ikke lige toppe den?

På et pressemøde i Hornbæk blev Jonas Winds successæson tirsdag belønnet af landstræner Niels Frederiksen, der har Jonas Wind blandt sine 26 spillere i sin bruttotrup til sommerens EM-slutrunde.

- Jeg var den sidste, der blev præsenteret, så jeg blev helt nervøs for, om Niels havde glemt mig. Nu har jeg vidst det i et par dage, men jeg er stadig rigtig glad og stolt, siger Jonas Wind.

Trods succeser på stribe har det seneste år ikke været helt uden problemer for angriberen, der i sommerens første testkamp for FCK blev skadet. Siden har han langsomt kæmpet sig tilbage og er nu en fast del af FC Københavns skarpe offensiv.

- Jeg har gjort det godt gennem en lang genoptræning og har spillet mig fast på holdet. Klubben og resten af holdet har spillet rigtig godt, og det har hjulpet på, at jeg har kunnet levere gode præstationer. At vi skal løfte pokalen på lørdag, og at jeg er udtaget til en slutrunde, er jeg rigtig glad for.

- Sæsonen startede ikke godt, men slutter rigtig godt. Så jeg er selvfølgelig stolt, og det kunne ikke skrives meget bedre, siger Jonas Wind.

En glad Jonas Wind ved tirsdagens pressemøde i Hornbæk. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Farmand Wind tog telefonen

Hvidovredrengen, der spillede i Rosenhøj BK som barn, skiftede i 2012 til FC København og har været trofast siden. Derudover er det blevet til kampe for både U17-, U18- og U19-landsholdet, hvor han står noteret for ni mål tilsammen.

Selv om Wind har oplevet meget i sin hidtil korte karriere, var det noget særligt, da landstræner Niels Frederiksen ringede ham op. Lidt pudsigt var det dog, at det var Winds far, målmandstræner hos FC København Per Wind, der modtog opkaldet.

- Det var min fars nummer, Niels havde fået fat i. Men så fik jeg sendt røret over til mig, og Niels sagde så, at jeg er udtaget. Jeg vil ikke sige, at jeg var overrasket, men det var selvfølgelig dejligt at få det på plads. Det var med stor stolthed og glæde, at jeg modtog det opkald, fortæller Jonas Wind.

I Niels Frederiksens bruttotrup til EM-slutrunden er Jonas Wind den spiller, der har spillet næst færrest kampe for U21-landsholdet. Helt præcist to, og selv om han ikke har meget erfaring på netop det landshold, så har han haft en god følelse op til udtagelsen.

- Jeg har altid haft troen på, at jeg kunne komme med. Jeg leverede en god indsats i den kamp, jeg var med i for U21-landsholdet i marts. Men det er også stabile præstationer på klubholdet, der har gjort, at jeg er kommet med, og jeg synes, at jeg har leveret her i foråret, siger Jonas Wind.

Jonas Wind afgjorde i november en kamp mod rivalerne fra Brøndby med sin scoring til 1-0. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Præstationer i FCK har overbevist landstræneren

Danmark er havnet i EM-gruppe med Tyskland, Østrig og Serbien. Turneringen begynder for danskernes vedkommende d. 17. juni, hvor modstanderen er gruppens stærkeste, nemlig Tyskland.

Jonas Wind håber på at kunne komme til at spille en rolle og bidrage med sine kvaliteter.

- Jeg kommer med god teknik og fysik, og så være med til at sætte de andre op ved at holde fast i bolden. Men jeg vil også være skarp inde foran kassen selv og forhåbentlig lave nogle mål og være afgørende.

Ved dagens pressemøde i Hornbæk gav landstræneren hver enkelt udtaget spiller et par ord med på vejen, og der er bestemt klare overvejelser bag, at FCK-angriberen er en del af holdet.

- Jonas var med for første gang i marts til vores to testkampe, og selv om han ikke fik så meget spilletid, gjorde han et rigtig fint indhop og scorede et mål mod Belgien. Derudover er det klart, at præstationerne for FCK i løbet af det her forår har overbevist mig om, at Jonas er berettiget til at være en del af truppen.

Hovedpersonen selv glæder sig til at fejre guld-sæsonen med sin klub på lørdag, for herefter at kunne have fuldt fokus på landsholdet.

- Jeg ser frem til slutrunden og håber, at vi kan komme videre fra puljen og levere et godt resultat, og så må vi se, hvad min egen rolle bliver. Jeg føler mig i god form og håber, at jeg kan sætte mit præg på holdet, siger Jonas Wind.

Husk, du kan se alle Danmarks kampe ved EM på DR1.

Facebook
Twitter