Flemming Povlsen: Delaney skal genskabe den gamle Dortmund-mentalitet

Thomas Delaney passer passer perfekt ind hos den tyske storklub, vurderer klubbens tidligere angriber.

Thomas Delaneys mentalitet er lige det, som Dortmund har brug for, mener Flemming Povlsen. (Foto: Carmen Jaspersen © Scanpix)

Det giver rigtig god mening for alle parter, at den tyske storklub Borussia Dortmund vælger at investere et stort millionbeløb i den danske landsholdsspiller Thomas Delaney.

Det vurderer fodboldekspert på Eurosport Flemming Povlsen, der har spillet 116 kampe over en femårig periode for den tyske traditionsklub.

- Han kommer ind og får en rolle fra start. Der er kendskab til hans type, og spillerne på holdet vil hurtigt tage imod ham og det, han kan hjælpe med. Det er et super skridt og et skridt, der passer god til hans spillestil, siger han.

Dortmund køber mentalitet

Borussia Dortmund er en af Tysklands absolut største klubber, som er kendt for klubbens enestående fans kaldet "den gule mur" og den særlige fightervilje.

På det seneste har resultaterne dog svigtet, og holdet har haft for mange fine teknikere og er derfor gledet væk fra den oprindelige mentalitet, forklarer Flemming Povlsen.

Og det er lige netop her, at Thomas Delaney får en vigtig rolle at spille.

- Dortmund er ude for at købe noget mentalitet til holdet. De har haft for få spillere, der har kunnet stå frem, når kampene så svære ud, og det er et af Thomas Delaneys store styrkeområder.

Det handler altså både om hans fodboldmæssige kvaliteter, men også om hans offervilje og sympatiske væremåde.

- Den mentalitet passer godt til det givende, men også krævende publikum, der er i Dortmund. Alt det publikum kræver, det indeholder Thomas Delaney. Han har den der, "du rejser dig op, når du falder"-attitude, siger Flemming Povlsen.

En af de største i Tyskland

Borussia Dortmunds seneste mesterskaber ligger tilbage i 2011 og 2012, mens klubben i 2013 nåede til Champions League-finalen. Og det er en klub, der generelt ses som førsteudfordreren til giganterne fra Bayern München, forklarer Flemming Povlsen.

- Det er en kæmpe klub, som historisk set altid har haft en betydende rolle i tysk fodbold. Der er også en folkelighed og fascination over den publikumsskare, de har, siger han.

Thomas Delaney har torsdag forladt VM-lejren for at rejse til Dortmund og færdiggøre skiftet.

Flere kilder mener at vide, at Dortmund betaler i omegnen af 150 millioner kroner for at købe Delaney fri af hans nuværende klub, Werder Bremen. Det vil gøre ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.