Landsholdsprofiler føler sig utrygge ved baneinvasioner: 'Du ved ikke, hvad tilskuerne kan finde på'

To af Danmarks landsholdsspillere har oplevet baneinvasioner på tætteste hold.

For få uger siden stod Joachim Andersen midt i det hele, da et modstanderholds fans pludselig invaderede banen. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

2000 betjente og 650 tropper fra specialstyrken er sendt til Stade de France i Paris.

Hvorfor? Frankrig vil for alt i verden undgå en kaotisk fodboldkamp a la Champions League-finalen for otte dage siden, når landets nationale herrehold møder Danmark i Nations League i aften.

Det skriver den franske avis Le Monde. DR Sportens udsendte fodboldkommentator Andreas Kraul kan tydeligt mærke, at politistyrken holder vågent øje med potentielle uromagere.

- Fra morgenstunden var der allerede rigtig meget politi. De står på alle hjørner og har kigget meget stramt på mig og fotografen, når vi har nærmet os, siger Andreas Kraul.

Balladen har dog også stået på andre steder i Europa.

Flere gange i løbet af foråret har tilskuere stormet ind på europæiske fodboldbaner i eufori eller frustration.

Det er sket i England, Tyrkiet, Frankrig og endda også i herhjemme. Da FC København for snart to uger siden vandt det danske mesterskab, valgte en række af klubbens fans nemlig at løbe på banen for at fejre guldet.

Men når det danske fodboldlandshold i aften står ansigt til ansigt med Frankrig i Nations League, håber landsholdet, at det bliver uden baneinvasioner.

Landsholdsspillerne Joachim Andersen og Kasper Dolberg har begge prøvet at stå på forreste parket, når tilskuere har besluttet sig for at invadere banen. Og det har langt fra været en behagelig oplevelse.

- Det er da utrygt, når der løber tusindvis af fans hen imod dig og råber alle mulige grimme ting. Du ved ikke, hvad de kan finde på. Det er ikke særlig sjovt at være på banen, når det sker, siger Joachim Andersen.

Du kan se Joachim Andersen fortælle om hans oplevelse med baneinvasionen i videoen herunder.

Vil gerne beholde den gode stemning

Da forsvarsspillerens engelske klub Crystal Palace for få uger siden tabte til Everton, løb massevis af modstandernes fans på banen for at juble over, at klubben havde sikret sig overlevelse i den bedste engelske række. En fuldstændig uacceptabel opførsel, mener Joachim Andersen.

Kasper Dolberg erklærer sig enig.

Silkeborgenseren var i foråret midt i en vigtig kamp for sit franske hold Nice, da fans af modstanderholdet pludselig besluttede sig for at invadere grønsværen. Det var utrygt, og angriberen valgte – som de fleste nok ville gøre – at gå sin vej.

- Jeg kunne se, at der var lidt tumult, og der kom flere og flere på banen. Det tænkte jeg, at jeg ikke skulle være en del af, siger Kasper Dolberg.

  • Da Everton slog Crystal Palace og Joachim Andersen for få uger siden, sikrede klubben sig overlevelse i Premier League, og det fik Everton-fansene til at løbe på banen i jubel. (Foto: Phil noble © Ritzau Scanpix)
  • Massevis af Manchester City-fans løb på banen, da den engelske klub sikrede sig mesterskabet for knap to uger siden. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)
  • Søndag var der også ballade i Frankrig, da Saint Etiennes fans løb på banen, efter klubben rykkede ned. (Foto: JEAN-PHILIPPE KSIAZEK © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Baneinvasioner på de europæiske fodboldbaner er en stigende tendens.

Sådan lød meldingen fra DR Sportens fodboldekspert Andreas Kraul for knap to uger siden. Og landstræner Kasper Hjulmand mener, at den stigende tendens er bekymrende.

- Vi vil gerne have en god ramme og publikum tæt på os, men der ligger en bekymring for, at det bliver en ting. Jeg håber virkelig, at publikum stopper med at gøre det, for det kan ikke undgås, at det går galt, siger Kasper Hjulmand.

Selvom hundredvis af vagter står klar, er det svært at forhindre baneinvasioner, fortæller landstræneren. Hvordan man helt konkret skal løse problemet, har han derfor svært ved at pege på.

- Op igennem 80’erne var der flere ting, der foregik, og man kunne ikke rigtig finde foranstaltninger mod det. Og så begyndte man at bygge hegn, og det kom der nogle forfærdelige ulykker med, siger landstræneren.

Du kan se landstræneren sætte ord på baneinvasionerne rundt omkring i Europa i videoen herunder.

Hegn skal helst ikke være løsningen

Hegn, voldgrave og andre tiltag, der skaber større afstand mellem spillerne og tilskuerne, håber han derfor ikke bliver nødvendigt.

I stedet opfordrer han til, at tilskuere generelt vil tænke sig en ekstra gang om, inden de lader følelserne løbe afsted med dem.

- Jeg er bange for, at det skal gå galt, før det går godt. Derfor håber jeg, at der kommer noget selvjustits, og de finder ud af, at det er en dårlig idé for alle, siger Kasper Hjulmand.

For den gode stemning man får ved at have tilskuere tæt på banen, vil landstræneren ikke være foruden.

- Når vi er i Parken, bliver vi på banen efter kampen, og så løber vi rundt i en time, hvor folk er med i festen, siger Kasper Hjulmand.

Jo jo, overdrivelse fremmer forståelse.

En times rundtur i Parken kommer de danske landsholdsspillere dog ikke til at tage i aften.

Nations League-opgøret mod Frankrig spilles nemlig på det franske nationalstadion Stade de France, hvor der også var ballade i forbindelse med Champions League-finalen i weekenden.

Derfor har franske myndigheder også besluttet, at der til kampen mellem Danmark og Frankrig vil være ekstra politi til stede, oplyser Ritzau.

Forhåbentlig bliver der ikke brug for dem, for landsholdet ser frem til en festlig fodboldaften i det franske.

- Det er da megafedt, at vi skal spille i Frankrig og i Paris på det stadion. Det er en kæmpe kamp. Jeg glæder mig helt vildt, siger Kasper Dolberg.

Kampen mellem Danmark og Frankrig starter klokken 20.45, og du kan følge med i Liga på P4, på dr.dk og hos TV2.

Både spillere og fans havde en fest, da landsholdet i oktober kvalificerede sig til VM. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)