Frustreret Lucas Andersen: Jeg savner klarhed

Ajax-spilleren ved efterhånden ikke, hvilket ben han skal stå på i forhold til eventuel deltagelse ved EM i Tjekkiet.

Lucas Andersen tager hjem til Aalborg og afventer situationen. (Foto: Henning Bagger /Scanpix)

Du er ikke god nok til U21-landsholdet, men på A-landsholdet kan vi godt finde plads til dig.

Nogenlunde sådan var beskeden til Ajax-spilleren Lucas Andersen, der blev vraget til U21-landsholdets EM-trup, men så i stedet fik minutter i A-landsholdets test-kamp mod Montenegro.

Torsdag aften var Lucas Andersen så rykket ned på U21-landsholdet igen, og startede inde i testkampen mod Sverige. Startpladsen forklarede U21-landstræner Jess Thoruo således inden kampen:

- Vi er så usikre på Emil Berggreen, at vi med stor sandsynlighed tager Lucas Andersen med til Prag i tilfælde af, at Emil Berggreen ikke kan spille. Det er jo også derfor, at Lucas Andersen skal være med i testkampen mod Sverige.

26 minutter inde i opgøret mod Sverige blev Lucas Andersen så flået ud og erstattet af en forsvarsspiller, da Danmark blev ramt af et rødt kort.

- Det er aldrig fedt at blive skiftet ud i første halvleg, især ikke når jeg nu havde en chance for at vise mig frem for Jess, selvom jeg ikke er udtaget i første omgang. Hvis der kommer skader eller andre afbud, så var det en god mulighed for at vise, hvad jeg kunne bidrage med. Det er begrænset, hvad man får vist på 26 minutter. Jeg synes dog, mine aktioner på bolden var sikre og så ingen grund til, at jeg blev skiftet ud, siger Lucas Andersen, der ikke har været glad for at blive kastet rundt mellem U21-landshold, A-landshold og ingenting.

- Jeg havde regnet med, jeg skulle have en noget større rolle. Først er man ikke med, så er man med, så er man måske ikke med. Det er klart, det er ikke det fedeste. Det hjælper mig ikke. Klarhed er det, man kommer nemmest ud af tingene med. Det ville have gavnet mig mere, siger Lucas Andersen.

Kan blive aktuel - igen

I kampen mod Sverige måtte FC Nordsjællands Uffe Bech udgå tidligt efter et spark over knæet, mens Emil Berggreen altså er tvivlsom til EM-turneringen i Tjekkiet. Skulle det blive til EM-afbud fra en af de to, så er Lucas Andersen ikke længere end et opkald væk.

- Nu tager jeg hjem til Aalborg, og så er det bare at afvente situationen. Hvis der er nogen skader, så bliver jeg måske indkaldt, og hvis ikke, så er jeg ikke blandt de 23 til EM. Desværre.

Herunder kan du se U21-landstræner Jess Thorups forklaring på den tidlige udskiftning af Lucas Andersen, som ifølge Thorup fortsat skal holde sig klar til en eventuel plads i EM-truppen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5579e2876187a412c4381d69