Frygtløse Billing tog det vilde spring som 16-årig: ’Jeg ville bare afsted’

Philip Billing kan stå foran sin landsholdsdebut inden for de kommende dage, men de første skridt blev taget for seks år siden.

Hvis du bare har spillet en smule fodbold som lille, så er det næsten uundgåeligt, at tanken om at komme til udlandet for at leve af sporten ikke har strejfet dig.

Uanset om du er dreng eller pige, venstre- eller højrebenet, så er tanken om at spille på de største stadions i verden noget, som kører rundt i hovedet på mange fodboldglade børn.

Sådan var det også for den nu 22-årige landsholdsspiller Philip Billing.

Så da han i en alder af kun 16 år fik at vide, at Huddersfield gerne ville have ham til England for at spille, så overvejede han det ikke engang.

Han kendte ikke holdet og omgivelserne, men han var ligeglad.

- Min drøm var at spille i England, selvom jeg ingenting kendte til Huddersfield. Men da jeg hørte, at de var interesseret, så var jeg egentlig ikke i tvivl. Jeg ville bare afsted, og på det tidspunkt handlede det hele kun om fodbold, forklarer midtbanespilleren.

At tage væk fra de trygge rammer i Esbjerg til England uden at vide, hvad han gik ind til, var en frygtløs beslutning, men det har her seks år senere også vist sig at være den rigtige.

Han har spillet mere eller mindre fast i denne sæson hos netop Huddersfield i Premier League, og det er så blevet belønnet med en landsholdsplads nu.

Men vejen har ikke hele tiden været lige ud og nedad bakke.

- Jeg tog afsted som 16-årig uden rigtig at have nogen viden om fodboldverdenen, men for mig personligt har det gjort mange gode ting. Jeg lærte den engelske mentalitet at kende i en rigtig tidlig alder, siger Philip Billing.

Philip Billing får instrukser af det danske trænerteam. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Der var en masse ting, jeg skulle lære, som jeg ikke var god til - eksempelvis sproget. Det var en kæmpe erfaring og en stor oplevelse. Man lærer at tage sig af sig selv, når man drager afsted så tidligt, fortæller han.

Philip Billing er langt fra den eneste på det danske landshold, som er taget afsted i en ung alder, og han kan mærke, at det har gjort meget for karrieren.

Han tænker tilbage på de mange oplevelser, seks år i England har givet ham, men specielt tanken omkring starten, da han lige var flyttet, står meget klart og frembringer et grin.

- Jeg kan også huske starten tydeligt. Det er ikke fordi, der sker helt vildt meget i Huddersfield for at sige det mildt. Det var lidt kedeligt til tider. Jeg tror, at jeg er blevet meget bedre mentalt af at gå igennem den periode, siger han.

Skal snuse til landsholdet

Som kun 17-årig fik han debut for førsteholdet i Huddersfield mod Kasper Schmeichel og Leicester. Fem år senere er de to spillere holdkammerater på landsholdet, og assistenttræner Jon Dahl Tomasson glæder sig til at se den unge midtbanedynamo blandt de andre danske stjerner.

- Det er en spændende ung spiller, som vi tager op, fordi vi vil se, hvad han kan her på landsholdet, men også fordi vi har en tro på ham i fremtiden. De unge drenge skal snuse lidt til landsholdet, forklarer Jon Dahl Tomasson.

- Han spiller på et hold, som ikke fungerer lige nu. Huddersfield kommer til at rykke ned fra Premier League, og alligevel synes jeg, at han har leveret okay under svære omstændigheder, lyder det fra assistenten.

Philip Billing er en meget atypisk midtbanespiller med sine 198 centimeter, men hans evne til at dække enorme områder af banen med sit løbearbejde gør, at han kan gå ind på landsholdet og få en vigtig rolle.

Philip Billing sidder sammen med en anden mulig landsholdsdebutant i Jacob Bruun Larsen. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

- Jeg er nok lidt en anderledes type, end man har set før. Specielt på grund af min højde. Jeg kan selvfølgelig også spille bolden på jorden. Men jeg er en lidt anderledes type, som måske har været savnet på landsholdet, siger Philip Billing.

- Jeg har drømt om at være på landsholdet, siden jeg var en lille knægt. Det er noget, jeg har set frem til. Jeg er stadig kun 22, og en tur på landsholdet her er en god erfaring for mig, forklarer han.

Men det er så spørgsmålet, om han også vil få sin første landskamp ved denne samling. Danmark møder jo Kosovo i en testkamp torsdag, mens Schweiz venter i EM-kvalifikationskampen på tirsdag.

Det kunne dog godt lugte af en debut, hvis man spørger Jon Dahl Tomasson.

- Ja, det tror jeg, at der er en stor sandsynlighed for, forklarer assistenttræneren