Futsal-træner: ’Spillerne gør det for at redde deres egen sport'

Flere af de alternative spillere på fodboldlandsholdet frygter, at Uefa-sanktioner kan ramme futsal.

Hvis Uefa straffer DBU med sanktioner, kan det gå ud over futsal-sporten, der står overfor en VM-kvalifikation. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Tirsdag præsenterede DBU den alternative trup, der skal repræsentere det danske herrelandshold i fodbold, som onsdag møder Slovakiet i en venskabskamp. Flere af spillerne gør sig til daglig i sportsgrenen futsal, og det er på den baggrund, at de har valgt at stille op for fodboldlandsholdet.

For hvis DBU ikke kunne stille holde til venskabskampen mod Slovakiet onsdag – og Nations League-kampe mod Wales søndag – ville Uefa kunne sanktionere det danske fodboldforbund. Futsal-sporten er en del af DBU, og dermed kan eventuelle sanktioner ramme futsallandsholdet, forklarer træner i klubben JB Futsal Gentofte, Bo Holden, der har seks spillere med i onsdagens landsholdstrup.

- Grunden til, at spillerne har valgt at tage er afsted, er frygten for, at Uefa og Fifa kommer med sanktioner mod DBU, hvis man udebliver fra kampe. Første gang fik vi en betinget dom, da kvinderne udeblev fra en kamp sidste år, og vi frygter, at den næste dom ikke er betinget, men at det vil betyde, at vores spillere ikke kan deltage i VM-kvalifikationen, som starter i januar måned, siger Bo Holden til DR.

- Af frygt for at vores sport bliver udelukket på grund af konflikten, har nogle af spillerne valgt at støtte op om Danmark og at deltage, så vi ikke får en sanktion imod os.

- Jeg synes, det er positivt for futsal, at de stiller op, for konsekvenserne ved sanktionerne ville være forfærdelige for futsal. Spillerne gør det af kærlighed til futsal, som ligger under DBU og vil blive ramt af det her, siger han.

Positiv udvikling kan blive ødelagt

DBU er i konflikt med Spillerforeningen, da parterne ikke kan blive enige om en landsholdsaftale. Timingen af konflikten er skidt for futsal-landsholdet, der i disse år gennemgår en opblomstring. Konflikten kan derfor skade sporten slemt.

- I det forgangne år kvalificerede vi os for første gang nogensinde fra første til anden runde ved EM. Vi ser en tendens i sporten til, at vi bliver bedre og bedre. Mit hold JB vandt de nordiske mesterskaber for to uger siden. Det er første gang nogensinde.

- Vi er i gang med en rigtig god udvikling inden for sporten, og vi ville være kede af, hvis den blev sat tilbage på grund af denne konflikt, siger Bo Holden.

JB Futsal Gentoftes seks spillere landsholdet i fodbold er: Christian Bommelund Christensen, Christoffer Haagh, Kevin Jørgensen, Louis Veis, Adam Fogt og Victor Hansen.

Foruden futsalspillerne består landsholdet til Slovakiet-kampen af spillere fra den danske 2. division og Danmarksserien. John Faxe Jensen varetager midlertidigt jobbet som landstræner, da Åge Hareide ikke skal stå i spidsen for et hold, han ikke selv har udtaget.

Slovakiet og Danmark spiller venskabskamp onsdag klokken 20.45, og kan følges på Kanal 5, i Liga på P3 og i livetekst her på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter